Camilla Hersom

Mød folketingskandidaterne Jørgen Lundsgaard (K) og Niels Christian Nielsen (s) i debat med Camilla Hersom (R) på en gratis sejltur med veteranskibet M/S Helge St. Bededag 20. maj 2011. Læs mere»

Debatindlæg skrevet sammen med Susanne Ursula Larsen. Bragt i Fyens Stiftstidende 18. april 2011.

I 2004 vedtog regeringen sammen med DF at udlændinge, der har boet i Danmark i mere end 7 år, skal betale gebyr for tolkning i sundhedsvæsenet. Loven skal træde i kraft i juni i år. Læs mere»

Tale ved dimittendfesten, Institut for Statskundskab, april 2011

Først og fremmest tillykke. Det er en stor ære at få lov at holde festtalen for jer – nyudsprungne cand. scient.pol.’er  – her på mit eget gamle studie.

Jeg har taget en bog med, som jeg har lånt af min datter Rosalina. Hun er fem år. Bogen hedder  ”Kender du Pippi Langstrømpe”, og jeg vil læse lidt for jer.

 ”En mørk nat kommer der to væmmelige tyveknægte ind til Pippi. Blom og Ballade-Karlsen hedder de. De vil tage Pippis kuffert med alle guldpengene. De ved jo slet ikke hvor stærk Pippi er. ”Ha-ha, den kuffert skal vi snart få fingre i siger de”. Og så tager de den.  Men i samme øjeblik springer Pippi ud af sengen. Og vips, har hun taget kufferten igen. ”Ingen morsomheder her” siger Ballade-Karlsen. ”Hit med kufferten”. Og så tager han Pippi hårdt i armen. ”Rend og hop” siger Pippi og kaster Ballade-Karlsen op på et skab. Bagefter kaster hun også Blom op på skabet. De to tyveknægte bliver frygteligt bange og giver sig til at græde. Pippi får ondt af dem og giver dem hver en guldmønt til at købe mad for. For Pippi er rar. Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar”.

Og hvad har Pippi Langstrømpe så med jer at gøre? Ja, det vil forhåbentlig fremgå i løbet af min tale.

For dem er jeg der ikke måtte kende mig, kan jeg røbe, at jeg blev indskrevet i 1992 og færdig cand.scient.pol. i 1998. Jeg er altså udklækket dengang instituttet lå i Rosenborggade og der ikke var så stor politisk opmærksomhed omkring, hvor længe man var om at gennemføre sit studie.

 Jeg har siden brugt uddannelse til en del af de ting, den med fordel kan anvendes til: jeg har været embedsmand, jeg har undervist i forvaltning her på instituttet og siden 2006 har jeg været formand for Forbrugerrådet, der er en af de større NGO’er i Danmark. I øjeblikket er jeg desuden folketingskandidat – så jeg har fået noget for skolepengene.

Da jeg blev færdig kunne man stadig møde jurister og økonomer, der omtalte cand.scient. pol.’er som folk med udvidet avis-læser eksamen. Jeg tror de fleste i dag har stukket piben ind, for komparativt klarer cand. scient.pol.’er sig virkeligt godt, hvilket man kan forvisse sig om hvis man gransker cheflaget i centraladministrationen, i kommunerne, i toppen af politik eller blandt partnerne i de større konsulenthuse.

Studiet har også udviklet sig. i aftagerpanelet – hvor jeg selv sidder – har vi haft en række drøftelser af hvilke elementer af uddannelsen, der med fordel kunne styrkes, for at de færdige kandidater var endnu bedre rustet til at få et job. Som I måske har mærket på jeres egen krop er det særligt de hårde fag som økonomi og statistik, der undervejs er blevet styrket.

Det skal I nok få god brug for, hvad enten I allerede har et job på hånden, skal i gang med at søge eller måske er en af dem, der mærker at jobmarkedet er trægt i øjeblikket.

Det er ikke alle, der forstår hvad man er, når man er cand.scient.pol. Men så kan man jo sige, at man har studeret statskundskab. Og Staten hvad er det: Solkongen Ludvig d. IX sagde ”staten det er mig”. I dag er staten som bekendt temmelig meget mere. Og her på stedet omfatter studiet af staten jo ret beset hele den offentlige sektor, velfærdsstaten, idehistorie, juraen, økonomien, befolkningen og det internationale aspekt.

I ved med andre ord mere end de fleste om det samfund, der omgiver os. Det er muligvis en banal pointe – men det er en kæmpe fordel.

Jeg tror det er en medvirkende årsag til at DJØF’erne – som vist udgør 1 pct. af befolkningen –  sidder så hårdt på magten. Hvis man sammenligner med de fleste andre akademiske uddannelser – medicin, ingeniør, sprog, historie – så er de kendetegnet ved at have et specialiseret fokus. Men uanset om man er uddannet eller ej, så lever man jo som borger i samfundet – sammen med sådan nogle som os, der har brugt en stor del af ungdommen på at studere samfundet.

Hvad gør det ved os? Det giver os i hvert fald en viden, som ikke mange har.

Historisk har det været andre grupper, der havde noget andre ikke havde. Fx var adelen kendetegnet ved at have særlige privilegier og forpligtelser. Det blev ændret med Grundloven i 1849, der ophævede ”enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret” . I Danmark har adelen derfor kun bevaret sit navn. Min påstand skal være at viden er den nye forret – vor tids privilegium. Og I er dermed  - på sin vis – den nye adel eller i hvert fald en del af en elite.

For selvom Magtudredningen, hvis hovedrapport udkom i 2003, helt overordnet konkluderede, at magtdistancen i det danske samfund er reduceret, så fremhævede den også at meget af den løbende diskussion om forholdet mellem folk og elite slet ikke handler om den egentlige elite eller om eksperterne, men om skellet i befolkningen mellem de veluddannede og de mindre veluddannede, mellem et over-Danmark  og et under-Danmark.

Den, der har viden har særlige muligheder. Men adel forpligter. Jeres viden  - og den magt den vil medføre – forpligter.

Jeg skal ikke her kaste mig ud i en længere teoretisk afgrænsning af fænomenet magt, selvom der sikkert sidder flere af jer med et speciale, hvor I har gjort jer den slags overvejelser. Er magt en ressource eller en relation eller er der måske snarere tale om en strukturel magt?

Til mit formål her er det tilstrækkeligt at forudse at I næsten pr. definition kommer til at udgøre samfundets top, hvad enten I kaster jer over jobbet som embedsmand, som kommunikator, som NGO, som privat entreprenør eller som politiker.

Derfor skal mit vigtigste budskab til jer være at bruge jeres viden med kardinaldyderne: Med visdom, Med retfærdighed, Med mod og Med selvbeherskelse.

Sagen er jo, at DJØF’ernes  - og dermed også cand.scient. polernes magtdominans -med jævne mellemrum medfører kritik. Der er endda opfundet et særligt skældsord: Djøfisering!

Ifølge kritikken dominerer vi samfundet – særligt den offentlige sektor  - med den konsekvens.,at alt bliver til et spørgsmål, om hvad der kan betale sig, eller hvem der har ret til hvad.

Vi vil angiveligt måle, veje, og dokumentere alt, så er ikke længere er plads til andre rationaler som for eksempel tillid til det enkelte menneske. Kritikerne peger særligt på det forhold, at ikke bare embedsmændene men også næsten halvdelen af politikerne er djøffere, således at politikere og administratorer kommer til at tænke ens.

Faktisk hørte jeg kritikken så sent som i morges i mit eget køkken, fra en jydsk bestyrelseskollega jeg har havde lånt en seng at sove i. Han er uddannet folkeskolelærer og udtrykte dyb bekymring for at der i Folketinget er så mange akademikere. Folk, der i hans optik ikke har været en del af ”det almindelige liv”. Han var så venlig at mene, at det dog ikke gjaldt for mig og det er vel meget symptomatisk. De DJØF’ere som folk kender personligt fremstår faktisk meget menneskelige i de fleste tilfælde.

Men magt skal behandles ydmygt. Derfor skal I være kloge. Retfærdige. Turde gøre det nødvendige. Og vise hensyn. 

Samlet kunne man vel kalde det samfundssind. I har studeret samfundet – I kommer til at lede samfundet. I må tage godt vare på det.

Så derfor: Tillykke med jeres kandidatgrad. Jeg er sikker på I hver og en har fortjent den. Forvalt den godt, når I nu skal ud og erobre verden. Og husk at den som er vældig stærk også bør være vældig rar!

Indlæg i Radikalt Midtpunkt forud for generalforsamlingen april 2011

Min mand og jeg har tre døtre på 7, 5 og 1½ år. Skal jeg se 10 år frem i tiden er det dem, jeg tænker på. Hvilket Danmark håber jeg, de kommer til at leve i? Ikke bare om 10 år. Men om 20? Eller 30?

Jeg håber, Danmark fortsat er et velstående og trygt land. Et land præget af tillid mellem mennesker og tillid mellem borgere og samfundets institutioner. Et land, hvor ethvert menneske har rettigheder, der beskytter mod overgreb og som sikrer fair og lige behandling. Et land, der igen er åbnet op mod verden i en erkendelse af, at vi ikke kan klare os alene, og i en tro på, at globaliseringen kan være en fordel, hvis man engagerer sig i den. Derfor er Danmark blevet fuldt og helt medlem af EU.

Danmark er på alle dimensioner blevet et grønnere land. Klimaudfordringen, udsigterne til at olien slipper op, og finanskrisens tab af arbejdspladser har medført, at alle kræfter er blevet sat ind på at forene viden og teknologi i nye grønne løsninger. Endnu kører der stadig benzindrevne biler, men antallet af brintbiler stiger hurtigt og nærmer sig nu halvdelen af bilparken. Godt hjulpet på vej af afgiftssystemet, der fremmer det grønne valg.

Landbruget er i gang med en tilsvarende radikal forandring. Det er blevet tydeligt for alle, at Danmark ikke kan konkurrere på pris og ”bulk”varer, men at der må satses på forædlede og specialiserede produkter, hvis Danmark skal kunne overleve som landbrugsland. Vi har derfor udviklet en lang række nye produkter, særlig indenfor skinker og pølser, men også et bredt sortiment af nye oste. Udviklingen er drevet af tankerne indenfor nyt nordisk køkken, det meste er økologisk og smagskvaliteten er det afgørende. Det koster at udvikle, men afsætningsprisen er markant højere end tidligere.

Der er investeret meget i at fremelske biodiversitet. Skove er rejst, vandløb og åer får lov at sno sig, der er brede lovpligtige brakbælter omkring markerne og en særlig indsats er gjort langs land- og motorveje, hvor rabatterne stå vildt i sæsonen. Viben er tilbage.

Idet hele taget er det som om en fælles erkendelse af at vi ikke bare lever af, men også må leve i pagt med vores omgivelser, er ved at brede sig. Alle hormonforstyrrende stoffer er udfaset og forbudt til anvendelse i forbrugerprodukter. Der er fokus på affaldshåndtering, livscyklusforløb og genanvendelse.

Er Danmark et konkurrencedygtigt land: Ja, det er vi. Fordi vi har været blandt de først til at omstille os til mere grønt på alle planer har vi betydelige konkurrencefordele i resten af verden, hvor de samme behov opstår. Vi har en veluddannet og sund befolkning, fordi regeringen betragter det som sin fremmeste opgave at sørge for at enhver borger får mulighed for at udvikle sit fulde potentiale. Det er lykkedes at bekæmpe den sociale arv, der ellers har været så hård at knække i skolesystemet, og vi har nået målet om, at 95 % af en ungdomsårgang får en uddannelse. Erkendelsen er, at læring skal finde sted hele livet og der findes derfor en vifte af muligheder for at uddanne sig gennem sit arbejdsliv.

Politisk prioriteres forebyggelse langt højre end tidligere. Der er enighed om at det ikke først er når man er blevet syg at sundhed bliver et fælles ansvar, som vi alle finansierer over skatten. Sundhed er også et fælles ansvar før vi bliver syge og der er derfor arbejdet systematisk med afgifter og priser, så det sunde valg også er det billigste valg. Der er udviklet infrastruktur og bygninger, der fremmer bevægelse. Kosten i offentlige institutioner som vuggestuer, børnehaver, skoler og plejehjem tages seriøst og det samme gælder motion.

Endelig har den langstrakte økonomiske krise i 10’erne tydeliggjort at intet kommer af intet. At vi alle har en pligt til at bidrage, hvor vi kan.  Krisen medførte at der blev ryddet op i tilskudssamfundet, hvor en lang række ydelse bevilliges automatisk fordi man får et barn, eller bliver enlig eller bliver pensionist. Det har været nødvendigt at gentænke velfærdssamfundets strukturer, fordi den danske økonomi er så tæt vævet sammen med den europæiske. Men en af gevinsterne har været, at der ikke er nær så mange i den arbejdsdygtige alder, der står udenfor arbejdsmarkedet, fordi også skattesystemet indrettet på en måde hvor det kan betale sig for alle at arbejde. Der er indført en række ordninger, der gør at Danmark er blevet et mere mangfoldigt land, selv om der fortsat er et stort flertal, der er etnisk danske. 

Danmark er et dejligt land – og vi kan gøre det endnu bedre.

Debatindlæg skrevet sammen med Sofie Carsten Nielsen og Karen Lumholt. Bragt i Politiken

10 års blokpolitik har været ødelæggende for Danmark. Et snævert flertal har majoriseret det næsten lige så store mindretal. Det skaber uholdbare løsninger for et land, der har stærke politiske og kulturelle traditioner for inddragelse og medbestemmelse.

Af frygt for at tabe magten har VKO undladt rettidige reformer. I stedet har man drysset goder ud over grupper i befolkningen, der har fået øget velfærd og skattelettelser samtidigt. Resultatet ser vi nu: Hullet i statskassen er dramatisk, produktiviteten er blandt de laveste i OECD, arbejdspladserne forsvinder og velfærdsstaten er ved at sande til i bureaukrati og et system, hvor alle betaler til alle.

S-SF kan udmærket se alvoren, men er til gengæld så bange for ikke at få magten, at de ikke vil fremføre de nødvendige forslag. I stedet minder strategien om ren velfærdsbestikkelse.

Det er tydeligt, at vanskelige politiske beslutninger kræver et bredt flertal. Vi tror på, at ansvarlige partier sammen kan skabe bedre løsninger end dem vi får, når frygten for vælgerne er præmissen. Derfor vil vi gerne være på tværs.  Vi vil have et politisk skifte, så der brydes op i blokpolitikken, og der igen kan skabes politiske løsninger hen over midten. Fordi det er nødvendigt.

Det haster. Velfærdssamfundet står over for massive udfordringer.

Vi kommer ikke udenom grundlæggende reformer på arbejdsmarkedet. Balancen mellem dem, der er i arbejde og dem, der ikke er, tipper voldsomt de næste år. Udfordringen er så stor, at det hverken er nok at arbejde 12 minutter mere eller afskaffe efterlønnen. Vi må gøre begge dele – og den beslutning kræver et samarbejdende folkestyre.

Vi må turde lave et opgør med tilskudssamfundet, hvor alle skal have et stykke af kagen. Hvorfor skal familier som vores egne modtage børnechecks, mens skolerne forfalder? Hvorfor er der fradragsret for private sundhedsforsikringer, som dermed finansieres af alle dem, der ikke har en forsikring? Hvorfor skal fællesskabet betale for at raske og privilegerede mennesker går på efterløn? Hvorfor er det en social diagnose at blive pensionist, der udløser allehånde tilskud, rabatter og muligheder for indefrysning af skat, uanset hvor velhavende man er? Der er næppe mange politikere, der inderst inde vægter velfærds-bestikkelse højere end uddannelse og sundhed, men det er blevet konsekvensen!  At prioritere i velfærdsydelserne forudsætter et samarbejde hen over midten – ellers er der ikke nok politikere, der tør handle.  

Vi mener det er på tide at bede befolkningen tage mere ansvar selv. Velfærdssamfundet kan kun overleve, hvis alle, der kan, bidrager. Vi tror på at man vokser som menneske, når der er behov for en. At det skaber øget livskvalitet at deltage frem for at se på.  At ændre danskernes mentale indstilling til hvilken hjælp, vi kan forvente at modtage fra staten, bliver en nødvendighed for alle ansvarlige politiske partier – og de konkrete løsninger kan kun gennemføres i et samarbejde hen over midten.

Om lidt skal danskerne til valg. Vi appellerer til den nye generation af politikere – måske særligt til jer kandidater fra Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti: Lad os være på tværs! Lad os igen kunne samarbejde, så vi kan træffe de nødvendige beslutninger, også når de er mere nødvendige end populære. Danmark har hårdt brug for vores handlekraft.

Klumme til 24 timer

Min 7-årige datter fik en kontorstol til sit lille skrivebord i julegave. Jeg havde fundet den på nettet og drog frisk af sted i en hit-and-run action ( ½ time afsat) til et større møbelhus. Stående derude viste skiltningen, at hvis jeg var medlem af forretningens klub ville jeg få 25% rabat. Nu er det jo en erhvervsskade for mig at undersøge markedet, inden jeg laver en handel. Betale mer-pris vil jeg slet ikke. Ergo måtte jeg møjsommeligt udfylde et skema med navn, adresse, telefon og så videre, som derefter skulle tastes ind. 20 minutter senere kunne jeg købe stolen. Tidsplanen skred.

I forvejen har jeg flere rabat- og medlemskort i pungen og bestanden vokser konstant. Nogle kort har jeg fravalgt, fordi fordelene er for små til, at jeg gider bruge tid og kræfter på at huske at slæbe kortet med – men andre forretninger har indrettet deres loyalitetskort på en måde, hvor man betaler mere for varen, hvis man ikke er medlem. De kort har jeg – ligesom flertallet af den danske befolkning. Her er det interessant, at en ny analyse fra Forbrugerrådet viser, at lavindkomstgrupperne har færre kort end folk, der tjener over 300.000 om året. Rabat er åbenbart en sport for de højtlønnede.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor godt et tilbud hele dette kortcirkus i virkeligheden er.  Nogen skal jo betale for konceptet, kortet, administrationen, drift osv. Mon ikke det er forbrugerne? Nogle af os får en rabat på vores køb.  Andre gør ikke. Men samlet set ville regningen sikkert være mindre for alle forbrugere, hvis vores færden ikke konstant blev kompliceret af medlemsklubber, bonusfordele og loyalitetskort.  Læg dertil at loyalitetskort ifølge flere internationale undersøgelser gør os mindre opmærksomme på andre tilbud i markedet.

De forbrugere, der har loyalitetskort, vinder på ordningen, mens alle andre taber. Men samlet set ville det bedste være, at konkurrencen virkede på et gennemskueligt marked. Altså at ting kostede det, de koster – uden at omkostningerne til dem, der skal have rabat, var lagt oven i. Så kunne vi også bruge tiden på noget andet.

Indlæg bragt i Fyens Stiftstidende

Kronikken ”Den forsvundne frihed” (FS 19/1) af Thomas Frederiksen, Liberal Alliance, kalder på et svar. Påstanden om, at politikerne glemmer, de ikke er sat i verden for at leve borgernes liv, er blot en undskyldning for at lade de ressourcestærke være i fred og lade resten i stikken. En nulpolitik.

Liberal Alliances politik handler om lavere skat, bureaukrati og økonomi. Hvad vil de ellers? Ingenting. Men LA’s politik bliver fatal, når nulpolitikken får konsekvenser.

Om rygeloven skriver Thomas Frederiksen at ”Loven som helhed er krænkende, fordi den forbyder en lovlig handling i en lovlig forretning”. Argumentet er ikke alene noget sludder   – det er fx lovligt at dyrke de fleste former for sex mellem voksne mennesker, men næppe i en forretning. Værre er dog, at konsekvensen af argumentet er direkte skadelig.

Livsstilssygdomme spiller i dag en stadig større rolle for danskernes liv. Danmark er gennem de sidste 50 år raslet ned blandt OECD-landene, når det gælder middellevetid. Derudover er Danmark det land i Vesteuropa, der har den største ulighed i sundhed. Og det vel at mærke i et land, hvor den økonomiske ulighed er blandt de mindste i verden. Det er en skandale.  

Der findes klar viden om hvorfor: Vi ryger, drikker og spiser os selv ihjel siddende i den sofa, vi burde se at komme op af. Det er med andre ord os selv og vores livsstil, der er skyld i miseren. Og alligevel er det ikke så enkelt – for det er både naivt og farligt at anskue sundhed og sygdom som et snævert spørgsmål om selvvalgt livsstil, sådan som Liberal Alliance gør.

Vores livsstil hænger sammen med strukturelle forhold. Derfor er der et klart politisk ansvar for at ændre på de strukturer, der fremmer den dødelige livsstil. For eksempel er tilgængelighed afgørende. Er usunde, fede produkter, tobak og alkohol let og billigt at få fat i, så fremmer det naturligvis forbruget. Må man ryge alle vegne, så ryges der mere, end hvis man ikke må.

Politik kan ikke forhindre folk i at ryge, drikke eller overspise sig en sygdom til. Men det kan medvirke til at færre gør det. Og politik kan ændre holdninger. Det er rygeloven det bedste eksempel på.

Hvis cigaretten blev opfundet i dag, ville den blive forbudt. Så farlig er den. Vi må også lade kendt viden om betydningen af andre livsstilsfaktorer som madvaner, alkohol og motion påvirke vores politiske holdninger.

Borgerne har fortsat et frit valg – men der kan ændres politisk på rammerne, så ét valg bliver lettere end et andet. Det er ikke kun til gavn for den enkelte, men for samfundet som helhed. Det er forskellen på at føre en politik, der vil løse problemer – overfor en nulpolitik.

Klumme bragt i 24 Timer

Mens hvidvaskning rimer på mafia og forbindes med at gøre sorte penge hvide, så handler grønvaskning om at smykke sig med lånte fjer. I takt med at forbrugerne bliver mere opmærksomme på betydningen af vores forbrug for natur og miljø bruges ”grønt” oftere i markedsføringen. Det kan være i rosende omtale som naturlig, miljørigtig, klimaneutralitet eller i design af etiketter m.v. der viser bølgende græsmarker og vilde dyr. Faktisk er der så godt salg i ”grønt”, at det kan friste til at markedsføre produkter som lidt grønnere end de er.

Forbrugerombudsmanden har netop udsendt en ny vejledning for brug af miljø- og etiske budskaber i markedsføring. Den kræver at påstande om, at et produkt er mere grønt end andre kan dokumenteres, og at dokumentationen er offentligt tilgængelig. Produktet skal altså vitterligt være bedre. Derudover skal påstande med forklaring (f.eks. klimavenlig, fordi der bruges vindenergi) være væsentlige, ikke medføre andre miljøproblemer (f.eks. øget forbrug af skadelig kemi) og ikke være normalt forekommende.

Produkter, der opfylder disse krav vil ofte kunne leve op til kravene i miljømærkerne Svanen eller Blomsten og økologimærket. Derfor er miljø- og økologimærkerne den bedste rettesnor for de forbrugere, der ønsker at købe så miljøvenlige produkter som muligt.

I en nærliggende boldgade er det ikke længe siden Forbrugerrådet sammen med Danmarks Naturfredningsforening anmeldte Arla for vildledning i deres reklamefilm med temaet ”tættere på naturen”. Vi mente, at Arlas konventionelle produktion netop ikke er tættere på naturen end deres konkurrenter, der i Danmark primært udgøres af mindre, ofte økologiske producenter. Arlas konventionelle produktion er vel ikke engang tættere på naturen end deres egen økologiske produktion. Fødevarestyrelsen gav os ikke medhold i vores klage.

Derfor er det godt at vide, at vi selv har handlemuligheder. Hvis du vil købe grønt, så køb miljø- eller økologimærkede produkter.

 Synspunkt skrevet sammen med Kristian Grønbæk Andersen bragt i Fyens Stiftstidende

Merete Riisager (LA) mener nu – ligesom de konservative – at regionerne er et fordyrende mellemled, og at der kan spares mia. kr. ved at nedlægge dem. De konservative mener, der kan spares 35 mia. kr., Merete Riisager er ikke konkret på dette punkt. Det forstår vi godt. Det er altid populært at kræve uspecificerede besparelser, mens konkrete besparelser forpligter.

Værre er dog den usande påstand om at regionerne er et fordyrende mellemled. Regionerne står bl.a. for drift af sygehusvæsenet. Det kræver et befolkningsgrundlag på ca. 1 mio. borgere, hvis det skal fungere. Hvis ikke regionerne fandtes måtte man derfor finde på en anden styringsform.

Eksempelvis kunne man etablere et mellemkommunalt driftsselskab. Dét ville ikke bare være et mellemled, men sikkert også et fordyrende led.

Alternativt er det muligt konservative og LA forestiller sig at overlade sundhedsvæsenet til et privat selskab. Det gjorde man i Norge for ca. 10 år siden. Her er udgifterne til sundhedssektoren nærmest eksploderet, uden at der er sket en tilsvarende effektivisering af driften.

Endelig kunne sundhedsvæsenet overtages af staten. Men findes der eksempler på, at staten er en dygtig driftsherre? Vi hører i givet fald gerne om det.

Realiteten er at regionerne har skabt en meget stor vækst i antallet af behandlinger, samtidig med at driften er effektiviseret med ca. 2 pct. om året. Det er langt mere end hvad kommunerne har evnet, også når der tages hensyn til de skolenedlæggelser, enkelte kommuner har gennemført i 2011. Den aktuelle budgettilpasning på OUH viser, at regionsrådet er en effektiv økonomisk administrator.

På det strategiske plan har regionerne evnet at balancere mellem fagfolks anbefaling om centralisering og befolkningens ønske om nærhed og tryghed. Regionerne har udbygget den præhospitale indsats, således at borgerne kan være sikre på, at de hurtigt kommer i kyndige hænder, uanset om akutsygehuset ligger langt væk.

Udfordringen er fortsat, at en sundhedssektor med over 100.000 ansatte uværgeligt begår fejl hver dag. Det fører i Folketinget til spørgsmål, samråd osv. Redegørelser til ministeren i tide og utide fremmer en nul-fejl kultur. Det fører til flere kontroller og reducerer lysten til at prøve noget nyt.

Regionerne har i de sidste 5 år målbevidst arbejdet på at udrydde nul-fejl kulturen og skabe en kultur, hvor fejl eller hændelser, der var tæt på at udløse en fejl, kommer frem i lyset, således at kollegaerne kan lære af andres fejl. Det vil gå tabt, hvis staten overtager sundhedsvæsenet.

Regionerne er ikke fejlfri. Det er der næppe noget forvaltningsniveau der er. Men når det handler om at drive sygehuse er det offentlige mere effektivt end det private. Kommunerne er for små og staten for stor. Derfor er regionerne ikke det værste vi har.

Debatindlæg skrevet sammen med Sofie Carsten Nielsen og Karen Lumholdt. Bragt i Berlingske Tidende . 

Kære Lars Barfoed. Vi har et tilbud, vi håber, du vil overveje. Vi ved godt, det bliver svært. Efter 10 år sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, er det ikke nemt at løsrive sig. Men måske en øget politisk indflydelse kan friste?

Vi synes, du og dit parti skal forsøge jer med noget andet end Venstre og Dansk Folkeparti efter næste valg.

Vi tager chancen og spørger dig nu, fordi du lige er blevet formand for et parti, der skal ændre kurs og finde tilbage til sine grundværdier. Det har du selv sagt, da du kom til. Du lagde vægt på, at enhver skal gøre sit bedste. Man er ikke forpligtet ud over sine evner. Men har man evnen, har man også pligten. Det vil vi gerne skrive under på. Gud og konge synes vi ikke skal fylde så meget i fædrelandet, men personlig frihed i stærke fællesskaber, som du har udtalt er kernen i konservatismen, har vi det rigtig godt med.

Og vi spørger dig nu, fordi du i din tid som justitsminister har overrasket os positivt ved at gå imod Dansk Folkepartis strammerlinje. Du taler om forebyggelse frem for strengere straffe, fordi du rent faktisk lytter til dem, der ved noget om, hvad der virker. Det har vi stor respekt for.

Endelig spørger vi nu, fordi du, kort inden du blev formand for det Konservative Folkeparti, luftede muligheden for at stå uden for en eventuel borgerlig regering efter et valg. Det tyder på en omfattende erkendelse af, at VKO-projektet ikke holder. Og i al fald ikke længere gavner konservativ politik.

Så drop V og O og kom med os efter et valg. Hjælp os med at holde en regering ledet af Socialdemokratiet og Helle Thorning Schmidt fast på, at den skal være økonomisk ansvarlig. At ansvarlighed kræver omfattende reformer såvel som investeringer i vækst.

Vi erkender åbent, at vi har brug for den hjælp, du og dit parti kan give. Vi har brug for flere, der sammen med os kan kalde til fornuft om behovet for at holde skatten på arbejde i ro. Flere til at holde fast i behovet for reformer af f.eks. efterløn og dagpenge. Flere der som jer ved, at der skal ydes, før der kan nydes.

Vi er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at pege på Helle Thorning Schmidt. Vi har brug for en regering, der kan starte på en frisk. Vi kan ikke udholde tanken om flere år med et Danmark, der både værdipolitisk og økonomisk styres af Dansk Folkepartis taktstok og Venstres kynisme over for de svageste.

Et historisk opsving er klattet væk, fordi DF for at agere støtteparti årligt skulle have en klækkelig bonus i form af ufinansierede finanslovsgaver til deres udvalgte vælgere. Det må gøre ondt i den konservative værdikerne, hvor enhver skal svare sit.

Det må også gøre ondt på ansvarlige konservative, at alt for få kvalificerede udlændinge ønsker at sætte deres ben i Danmark, så længe DF er ved magten og indskrænker mulighederne for helt almindelige mennesker. Det får aldrig ende. Vi har brug for dygtige udlændinge for at skabe et holdbart velfærdssamfund. Den erkendelse findes også hos jer konservative.

Der er brug for et bredere samarbejde i dansk politik. Der er brug for at tænke på tværs, så vi får de bedste og mest holdbare løsninger for fremtiden.

Så kære Lars Barfoed. Drop VO og kom med os. Det er måske nok et frækt tilbud, men vi mener det alvorligt.