VKO har sammen med en enkelt kristendemokrat og en løsgænger besluttet, at der igen skal indføres grænsekontrol i Danmark – ved grænsen til Tyskland og grænsen til Sverige. Forslaget kommer naturligvis fra Dansk Folkeparti, for hvem grænsekontrol er selve symbolet på danskhed. Formålet er angiveligt at dæmme op for østeuropæisk kriminalitet, idet Pia Kjærsgård mener ”der er for meget plat og svindel og hærgen af østeuropæere, som ikke vil det danske samfund noget godt”.
Politiet, der har til opgave at bekæmpe kriminalitet uanset hvem, der begår den, mener ikke at øget grænsekontrol er en god ide. Og det oprindelige DF-krav om paskontrol og politi er da heller ikke blevet til noget. (mere…)
Debatindlæg skrevet sammen med Susanne Ursula Larsen. Bragt i Fyens Stiftstidende 18. april 2011.
I 2004 vedtog regeringen sammen med DF at udlændinge, der har boet i Danmark i mere end 7 år, skal betale gebyr for tolkning i sundhedsvæsenet. Loven skal træde i kraft i juni i år. (mere…)
Indlæg i Radikalt Midtpunkt forud for generalforsamlingen april 2011
Min mand og jeg har tre døtre på 7, 5 og 1½ år. Skal jeg se 10 år frem i tiden er det dem, jeg tænker på. Hvilket Danmark håber jeg, de kommer til at leve i? Ikke bare om 10 år. Men om 20? Eller 30?
Jeg håber, Danmark fortsat er et velstående og trygt land. Et land præget af tillid mellem mennesker og tillid mellem borgere og samfundets institutioner. Et land, hvor ethvert menneske har rettigheder, der beskytter mod overgreb og som sikrer fair og lige behandling. Et land, der igen er åbnet op mod verden i en erkendelse af, at vi ikke kan klare os alene, og i en tro på, at globaliseringen kan være en fordel, hvis man engagerer sig i den. Derfor er Danmark blevet fuldt og helt medlem af EU.
Danmark er på alle dimensioner blevet et grønnere land. Klimaudfordringen, udsigterne til at olien slipper op, og finanskrisens tab af arbejdspladser har medført, at alle kræfter er blevet sat ind på at forene viden og teknologi i nye grønne løsninger. Endnu kører der stadig benzindrevne biler, men antallet af brintbiler stiger hurtigt og nærmer sig nu halvdelen af bilparken. Godt hjulpet på vej af afgiftssystemet, der fremmer det grønne valg.
Landbruget er i gang med en tilsvarende radikal forandring. Det er blevet tydeligt for alle, at Danmark ikke kan konkurrere på pris og ”bulk”varer, men at der må satses på forædlede og specialiserede produkter, hvis Danmark skal kunne overleve som landbrugsland. Vi har derfor udviklet en lang række nye produkter, særlig indenfor skinker og pølser, men også et bredt sortiment af nye oste. Udviklingen er drevet af tankerne indenfor nyt nordisk køkken, det meste er økologisk og smagskvaliteten er det afgørende. Det koster at udvikle, men afsætningsprisen er markant højere end tidligere.
Der er investeret meget i at fremelske biodiversitet. Skove er rejst, vandløb og åer får lov at sno sig, der er brede lovpligtige brakbælter omkring markerne og en særlig indsats er gjort langs land- og motorveje, hvor rabatterne stå vildt i sæsonen. Viben er tilbage.
Idet hele taget er det som om en fælles erkendelse af at vi ikke bare lever af, men også må leve i pagt med vores omgivelser, er ved at brede sig. Alle hormonforstyrrende stoffer er udfaset og forbudt til anvendelse i forbrugerprodukter. Der er fokus på affaldshåndtering, livscyklusforløb og genanvendelse.
Er Danmark et konkurrencedygtigt land: Ja, det er vi. Fordi vi har været blandt de først til at omstille os til mere grønt på alle planer har vi betydelige konkurrencefordele i resten af verden, hvor de samme behov opstår. Vi har en veluddannet og sund befolkning, fordi regeringen betragter det som sin fremmeste opgave at sørge for at enhver borger får mulighed for at udvikle sit fulde potentiale. Det er lykkedes at bekæmpe den sociale arv, der ellers har været så hård at knække i skolesystemet, og vi har nået målet om, at 95 % af en ungdomsårgang får en uddannelse. Erkendelsen er, at læring skal finde sted hele livet og der findes derfor en vifte af muligheder for at uddanne sig gennem sit arbejdsliv.
Politisk prioriteres forebyggelse langt højre end tidligere. Der er enighed om at det ikke først er når man er blevet syg at sundhed bliver et fælles ansvar, som vi alle finansierer over skatten. Sundhed er også et fælles ansvar før vi bliver syge og der er derfor arbejdet systematisk med afgifter og priser, så det sunde valg også er det billigste valg. Der er udviklet infrastruktur og bygninger, der fremmer bevægelse. Kosten i offentlige institutioner som vuggestuer, børnehaver, skoler og plejehjem tages seriøst og det samme gælder motion.
Endelig har den langstrakte økonomiske krise i 10’erne tydeliggjort at intet kommer af intet. At vi alle har en pligt til at bidrage, hvor vi kan. Krisen medførte at der blev ryddet op i tilskudssamfundet, hvor en lang række ydelse bevilliges automatisk fordi man får et barn, eller bliver enlig eller bliver pensionist. Det har været nødvendigt at gentænke velfærdssamfundets strukturer, fordi den danske økonomi er så tæt vævet sammen med den europæiske. Men en af gevinsterne har været, at der ikke er nær så mange i den arbejdsdygtige alder, der står udenfor arbejdsmarkedet, fordi også skattesystemet indrettet på en måde hvor det kan betale sig for alle at arbejde. Der er indført en række ordninger, der gør at Danmark er blevet et mere mangfoldigt land, selv om der fortsat er et stort flertal, der er etnisk danske.
Danmark er et dejligt land – og vi kan gøre det endnu bedre.
Debatindlæg skrevet sammen med Sofie Carsten Nielsen og Karen Lumholt. Bragt i Politiken
10 års blokpolitik har været ødelæggende for Danmark. Et snævert flertal har majoriseret det næsten lige så store mindretal. Det skaber uholdbare løsninger for et land, der har stærke politiske og kulturelle traditioner for inddragelse og medbestemmelse.
Af frygt for at tabe magten har VKO undladt rettidige reformer. I stedet har man drysset goder ud over grupper i befolkningen, der har fået øget velfærd og skattelettelser samtidigt. Resultatet ser vi nu: Hullet i statskassen er dramatisk, produktiviteten er blandt de laveste i OECD, arbejdspladserne forsvinder og velfærdsstaten er ved at sande til i bureaukrati og et system, hvor alle betaler til alle.
S-SF kan udmærket se alvoren, men er til gengæld så bange for ikke at få magten, at de ikke vil fremføre de nødvendige forslag. I stedet minder strategien om ren velfærdsbestikkelse.
Det er tydeligt, at vanskelige politiske beslutninger kræver et bredt flertal. Vi tror på, at ansvarlige partier sammen kan skabe bedre løsninger end dem vi får, når frygten for vælgerne er præmissen. Derfor vil vi gerne være på tværs. Vi vil have et politisk skifte, så der brydes op i blokpolitikken, og der igen kan skabes politiske løsninger hen over midten. Fordi det er nødvendigt.
Det haster. Velfærdssamfundet står over for massive udfordringer.
Vi kommer ikke udenom grundlæggende reformer på arbejdsmarkedet. Balancen mellem dem, der er i arbejde og dem, der ikke er, tipper voldsomt de næste år. Udfordringen er så stor, at det hverken er nok at arbejde 12 minutter mere eller afskaffe efterlønnen. Vi må gøre begge dele – og den beslutning kræver et samarbejdende folkestyre.
Vi må turde lave et opgør med tilskudssamfundet, hvor alle skal have et stykke af kagen. Hvorfor skal familier som vores egne modtage børnechecks, mens skolerne forfalder? Hvorfor er der fradragsret for private sundhedsforsikringer, som dermed finansieres af alle dem, der ikke har en forsikring? Hvorfor skal fællesskabet betale for at raske og privilegerede mennesker går på efterløn? Hvorfor er det en social diagnose at blive pensionist, der udløser allehånde tilskud, rabatter og muligheder for indefrysning af skat, uanset hvor velhavende man er? Der er næppe mange politikere, der inderst inde vægter velfærds-bestikkelse højere end uddannelse og sundhed, men det er blevet konsekvensen! At prioritere i velfærdsydelserne forudsætter et samarbejde hen over midten – ellers er der ikke nok politikere, der tør handle.
Vi mener det er på tide at bede befolkningen tage mere ansvar selv. Velfærdssamfundet kan kun overleve, hvis alle, der kan, bidrager. Vi tror på at man vokser som menneske, når der er behov for en. At det skaber øget livskvalitet at deltage frem for at se på. At ændre danskernes mentale indstilling til hvilken hjælp, vi kan forvente at modtage fra staten, bliver en nødvendighed for alle ansvarlige politiske partier – og de konkrete løsninger kan kun gennemføres i et samarbejde hen over midten.
Om lidt skal danskerne til valg. Vi appellerer til den nye generation af politikere – måske særligt til jer kandidater fra Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti: Lad os være på tværs! Lad os igen kunne samarbejde, så vi kan træffe de nødvendige beslutninger, også når de er mere nødvendige end populære. Danmark har hårdt brug for vores handlekraft.
Kronikken ”Den forsvundne frihed” (FS 19/1) af Thomas Frederiksen, Liberal Alliance, kalder på et svar. Påstanden om, at politikerne glemmer, de ikke er sat i verden for at leve borgernes liv, er blot en undskyldning for at lade de ressourcestærke være i fred og lade resten i stikken. En nulpolitik.
Liberal Alliances politik handler om lavere skat, bureaukrati og økonomi. Hvad vil de ellers? Ingenting. Men LA’s politik bliver fatal, når nulpolitikken får konsekvenser.
Om rygeloven skriver Thomas Frederiksen at ”Loven som helhed er krænkende, fordi den forbyder en lovlig handling i en lovlig forretning”. Argumentet er ikke alene noget sludder – det er fx lovligt at dyrke de fleste former for sex mellem voksne mennesker, men næppe i en forretning. Værre er dog, at konsekvensen af argumentet er direkte skadelig.
Livsstilssygdomme spiller i dag en stadig større rolle for danskernes liv. Danmark er gennem de sidste 50 år raslet ned blandt OECD-landene, når det gælder middellevetid. Derudover er Danmark det land i Vesteuropa, der har den største ulighed i sundhed. Og det vel at mærke i et land, hvor den økonomiske ulighed er blandt de mindste i verden. Det er en skandale.
Der findes klar viden om hvorfor: Vi ryger, drikker og spiser os selv ihjel siddende i den sofa, vi burde se at komme op af. Det er med andre ord os selv og vores livsstil, der er skyld i miseren. Og alligevel er det ikke så enkelt – for det er både naivt og farligt at anskue sundhed og sygdom som et snævert spørgsmål om selvvalgt livsstil, sådan som Liberal Alliance gør.
Vores livsstil hænger sammen med strukturelle forhold. Derfor er der et klart politisk ansvar for at ændre på de strukturer, der fremmer den dødelige livsstil. For eksempel er tilgængelighed afgørende. Er usunde, fede produkter, tobak og alkohol let og billigt at få fat i, så fremmer det naturligvis forbruget. Må man ryge alle vegne, så ryges der mere, end hvis man ikke må.
Politik kan ikke forhindre folk i at ryge, drikke eller overspise sig en sygdom til. Men det kan medvirke til at færre gør det. Og politik kan ændre holdninger. Det er rygeloven det bedste eksempel på.
Hvis cigaretten blev opfundet i dag, ville den blive forbudt. Så farlig er den. Vi må også lade kendt viden om betydningen af andre livsstilsfaktorer som madvaner, alkohol og motion påvirke vores politiske holdninger.
Borgerne har fortsat et frit valg – men der kan ændres politisk på rammerne, så ét valg bliver lettere end et andet. Det er ikke kun til gavn for den enkelte, men for samfundet som helhed. Det er forskellen på at føre en politik, der vil løse problemer – overfor en nulpolitik.
Synspunkt skrevet sammen med Kristian Grønbæk Andersen bragt i Fyens Stiftstidende
Merete Riisager (LA) mener nu – ligesom de konservative – at regionerne er et fordyrende mellemled, og at der kan spares mia. kr. ved at nedlægge dem. De konservative mener, der kan spares 35 mia. kr., Merete Riisager er ikke konkret på dette punkt. Det forstår vi godt. Det er altid populært at kræve uspecificerede besparelser, mens konkrete besparelser forpligter.
Værre er dog den usande påstand om at regionerne er et fordyrende mellemled. Regionerne står bl.a. for drift af sygehusvæsenet. Det kræver et befolkningsgrundlag på ca. 1 mio. borgere, hvis det skal fungere. Hvis ikke regionerne fandtes måtte man derfor finde på en anden styringsform.
Eksempelvis kunne man etablere et mellemkommunalt driftsselskab. Dét ville ikke bare være et mellemled, men sikkert også et fordyrende led.
Alternativt er det muligt konservative og LA forestiller sig at overlade sundhedsvæsenet til et privat selskab. Det gjorde man i Norge for ca. 10 år siden. Her er udgifterne til sundhedssektoren nærmest eksploderet, uden at der er sket en tilsvarende effektivisering af driften.
Endelig kunne sundhedsvæsenet overtages af staten. Men findes der eksempler på, at staten er en dygtig driftsherre? Vi hører i givet fald gerne om det.
Realiteten er at regionerne har skabt en meget stor vækst i antallet af behandlinger, samtidig med at driften er effektiviseret med ca. 2 pct. om året. Det er langt mere end hvad kommunerne har evnet, også når der tages hensyn til de skolenedlæggelser, enkelte kommuner har gennemført i 2011. Den aktuelle budgettilpasning på OUH viser, at regionsrådet er en effektiv økonomisk administrator.
På det strategiske plan har regionerne evnet at balancere mellem fagfolks anbefaling om centralisering og befolkningens ønske om nærhed og tryghed. Regionerne har udbygget den præhospitale indsats, således at borgerne kan være sikre på, at de hurtigt kommer i kyndige hænder, uanset om akutsygehuset ligger langt væk.
Udfordringen er fortsat, at en sundhedssektor med over 100.000 ansatte uværgeligt begår fejl hver dag. Det fører i Folketinget til spørgsmål, samråd osv. Redegørelser til ministeren i tide og utide fremmer en nul-fejl kultur. Det fører til flere kontroller og reducerer lysten til at prøve noget nyt.
Regionerne har i de sidste 5 år målbevidst arbejdet på at udrydde nul-fejl kulturen og skabe en kultur, hvor fejl eller hændelser, der var tæt på at udløse en fejl, kommer frem i lyset, således at kollegaerne kan lære af andres fejl. Det vil gå tabt, hvis staten overtager sundhedsvæsenet.
Regionerne er ikke fejlfri. Det er der næppe noget forvaltningsniveau der er. Men når det handler om at drive sygehuse er det offentlige mere effektivt end det private. Kommunerne er for små og staten for stor. Derfor er regionerne ikke det værste vi har.
Debatindlæg skrevet sammen med Sofie Carsten Nielsen og Karen Lumholdt. Bragt i Berlingske Tidende .
Kære Lars Barfoed. Vi har et tilbud, vi håber, du vil overveje. Vi ved godt, det bliver svært. Efter 10 år sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, er det ikke nemt at løsrive sig. Men måske en øget politisk indflydelse kan friste?
Vi synes, du og dit parti skal forsøge jer med noget andet end Venstre og Dansk Folkeparti efter næste valg.
Vi tager chancen og spørger dig nu, fordi du lige er blevet formand for et parti, der skal ændre kurs og finde tilbage til sine grundværdier. Det har du selv sagt, da du kom til. Du lagde vægt på, at enhver skal gøre sit bedste. Man er ikke forpligtet ud over sine evner. Men har man evnen, har man også pligten. Det vil vi gerne skrive under på. Gud og konge synes vi ikke skal fylde så meget i fædrelandet, men personlig frihed i stærke fællesskaber, som du har udtalt er kernen i konservatismen, har vi det rigtig godt med.
Og vi spørger dig nu, fordi du i din tid som justitsminister har overrasket os positivt ved at gå imod Dansk Folkepartis strammerlinje. Du taler om forebyggelse frem for strengere straffe, fordi du rent faktisk lytter til dem, der ved noget om, hvad der virker. Det har vi stor respekt for.
Endelig spørger vi nu, fordi du, kort inden du blev formand for det Konservative Folkeparti, luftede muligheden for at stå uden for en eventuel borgerlig regering efter et valg. Det tyder på en omfattende erkendelse af, at VKO-projektet ikke holder. Og i al fald ikke længere gavner konservativ politik.
Så drop V og O og kom med os efter et valg. Hjælp os med at holde en regering ledet af Socialdemokratiet og Helle Thorning Schmidt fast på, at den skal være økonomisk ansvarlig. At ansvarlighed kræver omfattende reformer såvel som investeringer i vækst.
Vi erkender åbent, at vi har brug for den hjælp, du og dit parti kan give. Vi har brug for flere, der sammen med os kan kalde til fornuft om behovet for at holde skatten på arbejde i ro. Flere til at holde fast i behovet for reformer af f.eks. efterløn og dagpenge. Flere der som jer ved, at der skal ydes, før der kan nydes.
Vi er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at pege på Helle Thorning Schmidt. Vi har brug for en regering, der kan starte på en frisk. Vi kan ikke udholde tanken om flere år med et Danmark, der både værdipolitisk og økonomisk styres af Dansk Folkepartis taktstok og Venstres kynisme over for de svageste.
Et historisk opsving er klattet væk, fordi DF for at agere støtteparti årligt skulle have en klækkelig bonus i form af ufinansierede finanslovsgaver til deres udvalgte vælgere. Det må gøre ondt i den konservative værdikerne, hvor enhver skal svare sit.
Det må også gøre ondt på ansvarlige konservative, at alt for få kvalificerede udlændinge ønsker at sætte deres ben i Danmark, så længe DF er ved magten og indskrænker mulighederne for helt almindelige mennesker. Det får aldrig ende. Vi har brug for dygtige udlændinge for at skabe et holdbart velfærdssamfund. Den erkendelse findes også hos jer konservative.
Der er brug for et bredere samarbejde i dansk politik. Der er brug for at tænke på tværs, så vi får de bedste og mest holdbare løsninger for fremtiden.
Så kære Lars Barfoed. Drop VO og kom med os. Det er måske nok et frækt tilbud, men vi mener det alvorligt.
Det er glædeligt og modigt at toneangivende fynske SF’ere i skikkelse af Torben Smith og Hans Biering maner til fornuft fremfor populisme i diskussionen om boligskatten. Skattestoppet på boliger har ikke blot har været stærkt medvirkende til den boligboble som finanskrisen satte en brat stopper for – det har også begunstiget de mest privilegerede i vores samfund.
Under højkonjunkturen, da økonomien buldrede af sted, var det for mange en bedre forretning at sove end at gå på arbejde. I dag hvor boligstigningerne er aftaget udgør skattestoppet stadig en reel skattelettelse til de mest velbjærgede, fordi skatten er låst i kroner og ører og ikke i procent. I radikale venstre ønsker vi en skatteomlægning, så vi sænker skatten på arbejde, fordi det har gode effekter på beskæftigelsen, og til gengæld hæver skatten på forbrug, herunder bolig.
Når valget endelig kommer og vi får et nyt politisk flertal i Danmark, håber jeg ansvarlige SF’ere vil være med til at sætte en mere retfærdig dagsorden for Danmark i stedet for bevidstløst at kopiere VKO’s uansvarlige og asociale fredning af boligejerne.
Etablering af en letbane rummer fantastiske perspektiver for Odense. Letbanen vil kunne udgøre det trafikale bindeled mellem området med det nye supersygehus og Syddansk universitet, Odense Banegårdscenter og en række handelsområder. Letbanen vil kunne servicere et tusindtal af Odenseanere, der skal på job, til studiet, på indkøb eller bare på tur. Det vil løfte den kollektive trafik for alle i Syddansk region, der har et ærinde på hospitalet eller universitetet og styrke Odense som knudepunkt.
Letbaneløsningen har derudover potentiale til at lette biltrafikken gennem Odense, der alt andet lige også vil have gunstig udvikling på miljøet, på trængslen og på udviklingen af Odense som handels-, kultur- og oplevelsesby. Det vil være til gavn for hele Fyn.
Det er en stor investering, der skal foretages, men som Fyens Stiftstidende har beskrevet kan investeringen hentes hjem gennem besparelser på de busser, der i dag kører gennem byen. Forudsætningen er dog at staten bidrager med de omtalte 600 mio. kr.
Det er derfor helt afgørende, at alle fynske kræfter lægger sig i selen for at Odense kommer i betragtning ved de kommende trafikforhandlinger i folketinget. Odense er allerede gået foran som cykelby. Odense har nu alle muligheder for at blive et eksempel for Danmark på hvordan en stor by kan indrette sin infrastruktur, så den er både effektiv, udviklende, miljørigtig og menneskeligt appellerende.
Debatindlæg bragt i Berlingske Tidende sammen med Karen Lumholt og Sofie Carsten Nielsen – begge folketingskandidater (R)
Danmark er endt i en blindgyde, hvor alle skælder ud på velfærden, selv om den aldrig har været dyrere. Det sker samtidig med, at de fleste økonomer samstemmende prøver at råbe politikerne op og advare mod, at det økonomiske grundlag for velfærden smuldrer. Der er færre og færre til at løfte og levere den velfærd, som flere og flere mener de har krav på. Over halvdelen af danskerne i den arbejdsduelige alder arbejder ikke, men modtager overførselsindkomst. 700.000 voksne danskere under pensionsalderen er på varige offentlige ydelser. Efter ni år ved magten tør statsministeren nu endelig tage fat i noget af problemet: efterlønnen. Men der skal meget mere til. Vi vil gerne supplere her og levere inspiration til en ny regering.
I BEGYNDELSEN AF 2010 LAVEDE Ugemagasinet Mandag Morgen en stor analyse, der viser, at Danmark er på vej ud i en kriseperiode uden sidestykke.
Analysen blev præsenteret under overskriften Nu begynder de 40 magre år. Her kan man læse, at krisen kun i meget lille grad skyldes den internationale finansielle og økonomiske krise. Hvis Danmark var en virksomhed, ville administrationsafdelingen være den største, og der ville være meget få ansatte i produktionen. Udviklingsafdelingen ville mangle højtuddannede medarbejdere, og alt for mange af de ansatte ville være taget på mere eller mindre permanent ferie. Med andre ord: Der er for få til at trække læsset. Og der mangler vigtige hænder til samfundets nøgleopgaver.
Hovedproblemet er de voldsomt stigende udgifter, fordi vi får færre og færre unge, der kan yde. Samtidig kommer der stadig flere ældre, der skal nyde. Det er den såkaldt demografiske bombe, som også ligger under mange andre vestlige samfund.
Det er ifølge Mandag Morgen en ny normaltilstand, der vil være mere langvarig, end de fleste forestiller sig, og få omfattende konsekvenser for den danske velfærdsstat. Vi kan ikke udbygge, ikke engang fastholde velfærden som vi kender den, når indtægterne svinder og udgifterne stiger. Vi er derfor tvunget til at gentænke velfærdsstaten. Vi må opfinde velfærdsstaten igen.
Vi står over for langvarige problemer, som kan ende med at undergrave den velfærdsstat, vi kender – den der giver os gratis uddannelse, gratis adgang til sundhedssystemet, et socialt sikkerhedsnet, som hjælper os videre, når vi bliver udsat for alvorlige sociale hændelser osv. Velfærdsstaten er truet. Vi kan ikke redde velfærden ved at udskrive flere skatter, for vi har allerede verdens højeste skattetryk. Skal vi holde på de højtuddannede, skal skatten heller ikke stige yderligere. Danskerne bakker stort set op om det høje danske skattetryk, men kun hvis de får meget velfærd for pengene. Og det bliver de ikke ved med at få, som det ser ud nu.
DET ER PÅ HØJE TID, at vi indretter velfærdstaten efter realiteterne og ikke efter ønsketænkning. Hvis vi ikke gør det, mister vi selve kernen i velfærden, som har gjort Danmark til et af de tryggeste lande i verden. Og et af de rigeste. Med andre ord: Skal velfærden sikres på de vitale områder – og det mener næsten alle danskere – er der andre områder, hvor vi må slagte hellige køer og gøre op med gamle dogmer. Hvis vi skal redde velfærden, skal vi turde tænke nyt.
1. VI SKAL TURDE PRIORITERE. Det gør ondt, men det er nødvendigt. På sundhedsområdet skal vi give de faglige eksperter mulighed for at prioritere, hvad der er vigtigst for flest. Vi skal have mod til at stille de rigtige spørgsmål: Er det nødvendigt, at vi giver en dyr behandlingsgaranti på en måned for de lidelser, der hverken er livstruende eller stærkt invaliderende? Skal velfærdsstaten betale for fedmeoperationer, hvis pengene var givet bedre ud til forebyggelse af livsstilssygdomme? Skal vi bruge mange hundredtusinde kr. på en behandling, som i bedste tilfælde forlænger livet et par måneder for en kræftpatient, men ikke nødvendigvis livskvaliteten? Vi SKAL have mod til at spørge: Når der ikke er råd til alt – hvad er så vigtigst?
2. VI SKAL TURDE ET OPGØR med tilskudssamfundet, hvor næsten alle modtager sociale overførselsindkomster i løbet af livet – også dem der ikke har behov. Her skal vi have modet til at spørge: Har vi råd til at lade velfungerende, ressourcestærke danskere gå på efterløn, når vi om ganske få år kommer til at mangle arbejdskraft? Har vi råd til at udbetale børnecheck til familier med høje indtægter, når skolerne forfalder, og der ikke er råd til at samle de mange unge op, der ender uden en uddannelse? Har vi råd til at udbetale folkepension til ældre, der har kunnet spare op til store private pensioner og har store arbejdsgiverbetalte pensioner, og som måske også har fået en dyr samfundsbetalt uddannelse, når der ikke er råd til ordentlig forskning og udvikling på de højere læreanstalter?
3. VI SKAL TURDE GØRE OP med rettigheder uden pligter. Det skaber øget livskvalitet, når man mærker, at man behøves. Når vi ikke kun arbejder for os selv og for vores nærmeste, men for det fællesskab, vi nyder godt af. Mange beretter om den glæde, de har ved at hjælpe naboer, venner, socialt udsatte eller ældre i lokalsamfundet. At give noget til sit civilsamfund giver en bedre forståelse for, hvordan andre har det på tværs af sociale og kulturelle skel. Ressourcestærke borgere kan yde mere, så de offentlige midler kan gå til dem, der virkelig har behov.
Den tid er forbi, hvor vi som borgere i Danmark kunne nøjes med at gå op i, hvad vi har ret til at modtage. Tiden er kommet, hvor vi skal spørge, hvad vi kan bidrage med. Udgangspunktet for en moderne, intelligent velfærdsstat må være, at vi hver især yder så meget, vi kan. Vi skal bort fra automatudbetalinger til alle og frem til en velfærdsstat, der er fleksibel, og som indretter sig efter den enkelte borgers behov og muligheder for at yde.
Også dem der er dømt mere eller mindre ‘ ude’ – danskere som på grund af sociale og fysiske eller helbredsmæssige begrænsninger ikke kan bidrage lige så meget andre. Alle kan bidrage en smule, og de fleste bliver mindre syge, mindre udsatte og mere integrerede som medborgere, når de får lov at bidrage til fællesskabet – så lidt det end måtte være, de kan bidrage med. Velfærdsstaten har brug for dig!
