Miljøminister Karen Ellemann har endelig stoppet giftskibet fra Australien. Det tog lang tid – for lang tid – inden hun kom til dette fornuftige ræsonnement.
Det er både naturligt og forståeligt, at befolkningen i Nyborg og andre steder i landet, er kritiske og nervøse med udsigt til at skulle modtage mere end 6000 tons særdeles giftigt affald fra Australien, hvor blot få gram kan have skæbnesvangre konsekvenser for såvel mennesker som natur. Der er da heller ingen der bestrider farligheden af netop dette miljøfarlige, klorholdige HCB-affald.
For Kommunekemi i Nyborg er det væsentlig ordre til en værdi af 50 millioner kroner. Det kan skabe aktivitet på fabrikken i en tre-årig periode og fabrikken er antagelig professionel i sin håndtering af farlige stoffer. Men sagen om giftskibet handler om andet og mere end ordrer til Kommunekemi.
Der er især to forhold, der er så kritiske at miljøministeren allerede fra starten burde have taget afstand fra giftskibet.
For det første er der risikoen ved opbevaring af mellem 6000 og 10.000 tons affald i bynært område i så lang en periode. Så vidt vides har kommunekemi kun erfaring med behandling af dette stof med nogle få kilo efter fyrværkeri katastrofen i Seest 3. november 2004- én af de største danske ulykker i nyere tid.
For det andet er der usikkerheden i forbindelse med den lange transport, hvor der selv om alle sikkerheds foranstaltninger er taget, findes risici. Logikken mangler totalt, når et velfunderet samfund som det australske vil fragte så farligt affald over så lang afstand, når der er mulighed for at udbygge eget anlæg. Der bør samarbejdes om håndtering af gifte regionalt, men at sende så store mængder den halve klode rundt er helt meningsløst.
Ministeren har spillet hasard på højt plan. Man må håbe på, at tænkepause fører til en total aflysning af dette risikofyldte projekt, der savner mening, legitimitet og proportion.
Poul Torbensen efterlyser i FS (11/10), at jeg som radikal folketingskandidat forholder mig til indvandringen i 1970’erne. Må jeg minde om, at radikale venstre ikke var i regering i 1970’erne. Efter vi havde haft statsministerposten 1968-1971 under Hilmar Baunsgaards ledelse gik vi først i regering igen i 1988 sammen med V & K. Det er altså næppe radikale venstre, der har været afgørende for udlændingereglerne på det tidspunkt.
Jeg har dog ikke noget imod at diskutere indvandring og familiesammenføringer i 1970’erne. Det er indlysende, at de tyrkiske arbejdere, hvis gode arbejdskraft Danmark gjorde brug af, ville ønske at blive her i landet og have deres familier hos sig. Jeg mener oven i købet, det er fair. De kom, fordi vi havde inviteret dem, og fordi vi havde brug for deres arbejdskraft. Ufaglærte eller ej. Det må være rimeligt at folk, der arbejder og betaler skat i Danmark også kan bo sammen med deres familier, hvis de kan forsørge dem selv.
Vi får igen brug for arbejdskraft fra udlandet, men denne gang er det ikke kun de ufaglærte jobs, der ikke kan fyldes op af danskere. Det gælder sygeplejersker, lærere, håndværkere, ingeniører, læger. Hvis vi skal kunne tiltrække disse mennesker, vil de også kræve at deres familier kan komme med, ellers tager de et andet sted hen. Og der er masser af andre job at få, for vi deler den demografiske udfordring med hele Vesteuropa. Mon ikke vi også trygt kan have de samme regler for familiesammenføring som resten af Europa?
Poul Torbensen gør i sit indlæg ”R har intet lært” (28/9) radikale venstre til syndebuk for rigets svære økonomiske tilstand. Som jeg forstår anklagen angår den vores holdning til familiesammenføring. Det jeg ikke forstår, er at vores forslag om at Danmark skal have de samme regler for familiesammenføring som resten af EU, kan vække så stærke følelser.
Danmark er i dag det land, der behandler sine egne borgere dårligst i hele Europa. Derfor opstår den absurde situation, at europæiske borgere, der bosætter sig i Danmark har flere rettigheder end danske statsborgere i vores eget land. Det er også derfor mange hundrede danskere har været nødt til at flytte til Sverige med deres ægtefælle, for efterfølgende at flytte hjem igen, så deres familie kan være her ifølge EU-reglerne.
Det er uværdigt og uproduktivt. Medierne, også Fyens Stiftstidende, har dokumenteret talrige, helt urimelige eksempler på velintegrerede familier med fast arbejde, hvor den ene forælder brutalt bliver revet væk fra sine børn og ægtefælle. Er der nogen, der tror den slags oplevelser er et godt udgangspunkt for børn, der gerne skal vokse op og blive harmoniske unge, der er i stand til at lære, få en uddannelse og indgå aktivt i det danske samfund? Eller for den forælder, der står alene tilbage? Nej. Vi øver vold mod de familier.
Men vi ødelægger også vore egne muligheder. Danmark står i en meget svær, økonomisk situation. Ikke kun fordi vi netop har været igennem en finansiel krise i lighed med resten af den vestlige verden. Men også fordi regeringen med sin reformangst har undladt at sikre fremtidens velfærd. Behovet for at få flere ind på arbejdsmarkedet er presserende og situationens alvor vil vise sig allerede inden for de næste 5 år. Vi har brug for alle de arbejdsdygtige hænder vi overhovedet kan få – også fra udlandet – fordi nogle meget store årgange går på en velfortjent pension, og vi er meget færre tilbage på arbejdsmarkedet til at erstatte dem. Hvis vi skal tiltrække arbejdskraft fra udlandet, vil de gode folk selvfølgelig have deres familie med. Ellers kommer de ikke til et land, der også har verdens højeste skattetryk og dårligt vejr. Der står nemlig masser af andre europæiske lande parate til at byde dem indenfor.
I al beskedenhed vil jeg derfor mene, at Poul Torbensen retter skytset det forkerte sted hen. Radikale venstre er i modsætning til såvel VKO som S-SF parate til at gennemføre de nødvendige reformer, og vi har løsninger på den håbløse situation et lille land, der er fuldstændig afhængig af omverdenen har sat sig i. En af dem er, at Danmark naturligvis skal have de samme regler for familiesammenføring som resten af Europa.
I et debatindlæg i Weekendavisen (17.9) problematiserer Niels Westy Munch-Holbek, og Christian Bjørnskov Forbrugerrådets arbejde med socialt ansvarligt forbrug. De skriver bl.a.: ”Med lanceringen af kampagnen »Pres dit supermarked til samfundsansvar« er Forbrugerrådet skiftet fra at advare mod skadelige produkter og usandfærdig information, til at reklamere for særlige produkter på et ganske uinformeret grundlag”.
Desværre har de to skribenter misforstået kampagnen. Forbrugerrådet reklamerer ikke for særlige produkter. Vi gør derimod forbrugerne opmærksomme på, at kun hvis de efterspørger etisk og miljømæssigt forsvarligt producerede varer, vil deres supermarked udbyde dem. I dag er der nemlig kun få af den type varer på hylderne viser en undersøgelse som Forbrugerrådet og seks andre europæiske forbrugerorganisationer har gennemført. Men produkterne findes på markedet og hvis forbrugerne efterspørger dem kan der sættes gang i en udvikling, der kan gavne arbejds- og miljøforhold i udviklingslandene. Det er faktisk ret logisk – og helt i de frie markedskræfters ånd.
Påstanden om at Forbrugerrådet arbejder på et ”uinformeret grundlag”, er i sig selv helt udokumenteret. Det fremgår nemlig ikke af kritikken, hvilke informationer de to skribenter mener vi mangler. Men jeg håber, at et besøg på vores hjemmeside www.fbr.dk/tema/samfundsansvar kan løse dette problem.
Niels Westy Munch-Holbek og Christian Bjørnskov skriver også ”Hvis vi derimod accepterer tanken om at købe mindre til en højere pris – som Forbrugerrådet plæderer for – vil efterspørgslen efter u-landenes produkter og dermed efterspørgslen efter de fattiges arbejdskraft falde”.
Også her må jeg hjælpe de to skribenter med lidt oplysning: Forbrugerrådet har intet ønske om at produkter, som er produceret etisk og miljømæssigt forsvarligt, skal være dyrere end andre produkter. Vi plæderer heller ikke for, at forbrugerne skal købe mindre fra udviklingslandene – selvom forbrug med måde i sig selv kan bidrage til en mere ansvarlig omgang med jordens ressourcer. Men vi opfordrer forbrugerne – og dermed supermarkederne – til at vælge fx Fair Trade mærkede varer, hvor det er muligt. Efterspørgslen vil drive et større udbud, der erfaringsmæssigt får kvaliteten til at stige og prisen til at falde. Fuldstændig ligesom udviklingen har været inden for det økologiske sortiment. Det er sådan markedskræfterne fungerer.
Endelig kan jeg berolige med, at vi i Forbrugerrådet fortsat vil advare mod skadelige produkter og usandfærdig information.
Danmark har brug for en ny retspolitik. I dag er det 9 år siden de to tvillingetårne styrede sammen i New York. Siden er også Danmark blevet et andet sted. Terrorlovgivning, en voldsom udvikling i teknologiske muligheder og et parlamentarisk flertal, hvis mantra er straf og mistro har gjort grove indhug i vores retssikkerhed.
Vi bliver overvåget og kontrolleret som aldrig før. Af kameraer og på nettet. Vi efterlader os elektroniske spor overalt – i mange tilfælde til private, internationale selskaber, der ikke bekymrer sig om dansk datalovgivning. Myndighederne sover, og det politiske flertal er parat til at lovgive om hvad som helst, uanset hvad kompetente organer måtte mene om deres forslag.
Senest har regeringen med sit faste flertal sænket den kriminelle lavalder og fjernet det gældende strafmaksimum for unge. Begge dele går stik imod anbefalingerne i regeringens egen ungdomskommission.
Der er ingen, der arbejder med dette område, der bakker op om forslaget eller vurderer at det vil have den ønskede effekt på ungdomskriminaliteten. Der er indkommet tæt på 100 høringssvar, der næsten entydigt fremhæver at en sænkelse af den kriminelle lavalder ikke vil bidrage til kriminalitetsbekæmpelse, og at den hverken vil virke forebyggende eller resocialiserende.
Jeg er sikker på at øget retssikkerhed ligger mange socialdemokrater på sinde. Og jeg er lige så overbevist at mange borgerlige vælgere synes den nuværende tilstand er skammelig.
Retssikkerhed er simpelthen civilisationens adelsmærke.
Hvis vi bliver en del af et nyt parlamentarisk flertal – hvad enten det er i eller uden for en regering – må det være en vigtigt radikal mission at sætte fokus på retssikkerhed. Der er meget at rette op på.
Radikale venstre starter i disse dage en landsdækkende kampagne med fire hovedtemaer: Økonomiske reformer, bedre uddannelser, ny udlændingepolitik og fuldt EU-medlemsskab. De fire temaer er ikke tilfældigt valgte. Det er netop de fire områder, hvor radikale venstre adskiller sig fra såvel regering som opposition. Nu vil den opmærksomme måske spørge, om det er et udtryk for den kendte radikale masochisme: at vi radikale tilsyneladende er ude af stand til at indtage et populært synspunkt. Det skorter nemlig ikke på den slags insinuationer fra kommentatorer eller fra vores politiske kollegaer. Har de radikale ikke fattet, at vi ikke vil røre efterlønsordningen? Forstår de radikale stadig ikke visdommen i, at Danmark som det eneste land i Europa nægter sine egne statsborgere at bo i deres eget land med en udenlandsk ægtefælle? Kan de radikale ikke snart holde kæft med, at de vil deltage i hele samarbejdet i EU? Er de radikale fortsat så naive, at de mener ledelse og tillid til de ansatte kan erstatte en stor del af de bureaukratiske indberetninger i skolen og resten af den offentlige sektor?
Vi ved godt, hvad de andre partier står for. Vi har valgt de fire områder efter grundig drøftelse – ikke fordi vi synes det er sjovt at stå alene. Vores kampagne viser, hvor der efter vores mening er behov for en anden politik og dermed en anden regering i Danmark. Samtidig er det vores løfte til vælgere om, hvad vi vil forfølge efter et valg. Uanset om radikale venstre er med i en regering eller ej.
Danmark står i en historisk vanskelig situation. Finanskrisen har fjernet arbejdspladser, der ikke kommer tilbage til landet igen. Vores produktivitet er blandt de laveste i Europa. De store årgange går på pension og efterløn, og der er meget færre borgere i den arbejdsdygtige alder til at trække læsset. Det er derfor afgørende, at vi gennemfører reformer, der kan sikre vækst og holdbarhed i økonomien. Vi har brug for at alle bidrager, og at alle får en kompetencegivende uddannelse. Vi får brug for at kunne tiltrække arbejdskraft udefra. Vi skal fuldt og helt med i Europa, fordi forpligtende og bindende samarbejde er den bedste måde et lille land kan påvirke en globaliseret verden.
Dét er radikal politik. Og vores kampagnetemaer kan roligt tages som et udtryk for de emner, vi prioriterer højest nu, under og efter et valg.
Det radikale venstre peger på Helle Thorning-Smith som ny statsminister efter et valg. Det gør vi, fordi vi vil have en ny politik. Og det kræver selvsagt en ny regering. Men S og SF skylder befolkningen og os svar på et spørgsmål: Vil de gøre sig afhængige af DF efter et valg? Spørgsmålet har i flere medier ført til himmelvendte øjne og beskyldninger om, at radikale gør sig til moralens vogtere. Men lad mig i al stilfærdighed understrege, at radikale selvfølgelig ikke har tænkt sig at lægge mandater til det hårde arbejde med at få genoprettet dansk økonomi, som bliver en bunden opgave for enhver ny regering, for derefter at se S og SF lave udlændingepolitik og velfærdspolitik alene med DF. Vi vil ikke holde hånden under en regering, som på områder der er væsentlige for os fører den stik modsatte politik.
Det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan laves almindelige politiske aftaler med DF – det gør vi gerne selv – og vi er villige til at indgå kompromisser. Men det betyder, at en regering som vi forhåbentlig skal deltage i eller være parlamentarisk grundlag for ikke skal deponere en vetoret hos DF. Vi har gennem de sidste 8½ år set hvilken pris, DF kræver for deres opbakning til regeringen. Det går ud over de svageste i vores samfund og danskere, der har begået den tilsyneladende store forbrydelse at forelske sig i en udlænding. Det skal være slut nu.
Læserbrev i Fyens Stifttidende
Mai Henriksen (K) slår 9. april på tromme for en ny borgerlig VKR regering med en mere sammenhængende og pragmatisk politik. Hendes tanker er angiveligt ”for nylig blevet underbygget af de radikales tilslutning til spørgsmålet om afskaffelsen af efterlønnen og diskussionen om velfærdssamfundet fremtid”. Jeg takker for invitationen. Men lad mig minde om, at det ikke er Radikale Venstre, der er fodslæbende i spørgsmålet om reformer!
Regeringen har haft magten i 9 år, hvor hovedbeskæftigelsen har været at dele milde gaver ud til befolkningen og efterlade regningen ubetalt. Senest med de skattelettelser vi får i år og næste år, og som først bliver finansieret lang tid efter næste valg. Regeringen har ikke ville iværksætte reformer i tide, men har med sit skattestop og sin reformangst gjort den økonomiske krise i Danmark langt, langt værre og mere langsigtet end det knæk i økonomien, der følger af den internationale finanskrise.
Nu er tiden inde til et politisk skifte. V&K har forsømt deres ansvar for at fremtidssikre velfærden. Radikale Venstre peger derfor på en ny statsminister efter næste valg. I en ny regering vil Radikale Venstre være garanten for en holdbar økonomisk udvikling. Men vi vil også arbejde hårdt for at genetablere et samarbejde hen over den politiske midte efter 9 år, hvor de væsentligste beslutninger er taget af det smallest mulige flertal. Danmark har massive økonomiske og demografiske udfordringer, der kalder på brede politiske forlig. De lette løsningers tid er forbi.
Det Radikale Venstre foreslår en gradvis afskaffelse af efterlønnen. Det har givet anledning til en del furore, og det er da heller ikke specielt sjovt at være dem, der fortæller, at alt ikke kan være, som det var, eller forblive som det er. Men demografien kan ingen tale sig fra. I løbet af få år vil der være langt flere ældre end nu. Hvem skal betale for deres forsørgelse?
Jeg vil ikke medvirke til, at regningen efterlades hos børnene, der allerede i dag klemmes sammen i klasselokaler med uuddannede lærere. Eller at regningen efterlades hos de syge, som allerede i dag fragtes rundt, fordi der ikke er sygeplejersker nok på de medicinske afdelinger. Eller hos de plejekrævende ældre, fordi der ikke er hjælpere nok til at tage sig af dem.
Skal de syge, børnene og de plejekrævende ældre holde for, så sunde og raske mennesker kan trække sig fra arbejdsmarkedet i en tidlig alder? Er det rimeligt at de store årgange kan modtage et klækkeligt statstilskud for at holde op med at arbejde?
For det Radikale Venstre er svaret klart nej. Vi vil have orden i dansk økonomi – og her arbejdsmarkedet nøglen. Vi vil ikke låne os ud af problemerne og aflevere regningen for nutidens velfærd til fremtidens generationer. Regeringen svigter sit ansvar for rettidige reformer og vil nu spare sig ud af problemerne. Men i Radikale Venstre vil vi ikke afvikle. Vi vil udvikle den offentlige service.
Mange kommentatorer har i denne tid travlt med at finde uenigheder mellem Socialdemokraterne og SF på den ene side og Radikale Venstre på den anden side. Senest, når det gælder skat. Vi kan imidlertid hurtigt finde noget vi enige om.
Danmark er et af de lande i verden, hvor uligheden i disponibel indkomst er mindst. Til gengæld er uligheden i sundhed alarmerende stor. Der er 11 års forskel i levetid for befolkningen nord for København sammenlignet med befolkningen på Lolland. Og i de 11 levende år er nordsjællænderen som hovedregel rask, mens borgeren fra Lolland er syg.
Samtidig har vi en regering, der har støttet privathospitalerne massivt på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen – og som har ladet private sundhedsforsikringer for de mest privilegerede finansiere af befolkningen som helhed.
Vi er derfor helt enige med S og SF i at der skal sættes ind for at skabe større lighed i danskernes sundhed.
Det ligger lige for at afskaffe fradragsmuligheden for sundhedsforsikringer. Hvis man vil have en forsikring for behandling på et privathospital må man betale den selv.
Derudover er det efter alle tre partiers opfattelse nødvendigt at motivere os alle til at træffe det sunde valg frem for det usunde valg. I alles skatteudspil er der derfor forslag om en række afgifter på røg og usunde fødevarer.
Vi er også overbeviste om, at vi kan finde fælles fodslag med de to partier, når det handler om en forebyggende indsats, så udviklingen vendes. Som det er i dag spiller vores livsstil en meget væsentlig rolle for uligheden. For meget og for fed mad, alkohol, røg og for lidt motion danner tilsammen en cocktail, som bogstaveligt talt er dødelig for store dele af befolkningen. Det vil vi sammen gøre noget ved.
