Camilla Hersom

Den 27. november vil Venstre, Konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti kunne fejre 10 års regeringsmagt. Heldigvis tyder alt på, at de ikke når at fejre det jubilæum. Efter 10 år med VKO’s blokpolitik og kontraktpolitik er der brug for en ny regering – af mange grunde. (mere…)

I en tid hvor verden forandrer sig og kravene til det vi skal kunne ændrer sig, er det vigtigt at diskutere, hvad det er for en folkeskole vi vil have – for det er gennem skolen at samfundet giver børnene de færdigheder, som vi mener skal være omdrejningspunktet for fremtidens åbne og demokratiske samfund. (mere…)

Vækst med langsigtede fordele. Der bliver talt meget om vækst i denne valgkamp – og heldigvis for det, for spørgsmålene om, hvordan vi får Danmarks hjul til at rulle igen, og om hvordan vi sikrer varig fremgang i landets ydre områder, er blandt de vigtigste, vi kan stille os selv og hinanden. Det er ikke nogen hemmelighed, at specielt Fyn er hårdt ramt på arbejdspladserne. Senest har lukningen af Lindøværftet føjet flere til arbejdsløshedskøen. (mere…)

Jobskabelse igennem klimainvesteringer

Regeringens vækstudspil vil lade en række boligskatter og afgifter bortfalde i 2011 og 2012. Er det en god ide? Den øjeblikkelige virkning var, at boligmarkedet frøs helt til. Der er jo ingen, der køber hus, hvis der er gang i politiske udspil. Statsministeren måtte derfor forsikre, at forslagene ville gælde med kraft fra den dag, forslaget blev offentliggjort. (mere…)

Kom til Grundlovsmøde ved Søbadet, Søbadvej 11 i Middelfart kl. 14, hvor jeg og Niels Helveg Petersen taler.

Eller mød mig i Kongens Have i Odense senere på dagen. Her vil der være taler af Moustapha Kassem, Susanne Ursula Larsen og Niels Helveg Petersen.

Mød folketingskandidaterne Jørgen Lundsgaard (K) og Niels Christian Nielsen (s) i debat med Camilla Hersom (R) på en gratis sejltur med veteranskibet M/S Helge St. Bededag 20. maj 2011. (mere…)

Læserbrev i Fyens Stiftstidende

Det radikale venstre peger på Helle Thorning-Smith som ny statsminister efter et valg. Det gør vi, fordi vi vil have en ny politik. Og det kræver selvsagt en ny regering. Men S og SF skylder befolkningen og os svar på et spørgsmål: Vil de gøre sig afhængige af DF efter et valg? Spørgsmålet har i flere medier ført til himmelvendte øjne og beskyldninger om, at radikale gør sig til moralens vogtere. Men lad mig i al stilfærdighed understrege, at radikale selvfølgelig ikke har tænkt sig at lægge mandater til det hårde arbejde med at få genoprettet dansk økonomi, som bliver en bunden opgave for enhver ny regering, for derefter at se S og SF lave udlændingepolitik og velfærdspolitik alene med DF. Vi vil ikke holde hånden under en regering, som på områder der er væsentlige for os fører den stik modsatte politik.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan laves almindelige politiske aftaler med DF – det gør vi gerne selv – og vi er villige til at indgå kompromisser. Men det betyder, at en regering som vi forhåbentlig skal deltage i eller være parlamentarisk grundlag for ikke skal deponere en vetoret hos DF. Vi har gennem de sidste 8½ år set hvilken pris, DF kræver for deres opbakning til regeringen. Det går ud over de svageste i vores samfund og danskere, der har begået den tilsyneladende store forbrydelse at forelske sig i en udlænding. Det skal være slut nu.

Boganmeldelse til Radikal Politik

Hovedspørgsmålet i debatbogen Kvinderne på Klitgården er hvorfor mænd i langt højere grad end kvinder deltager i samfundsdebatten. Og det er da et godt spørgsmål, ikke mindst når man som jeg betragter sig selv som feminist. Det er bare ikke rigtigt det spørgsmål, bogen svarer på. I stedet får vi 8 kvinders forskellige syn på en række emner med indbyggede dilemmaer: terror, krigen i Irak, gensplejsning af fødevarer osv.  Formen gør bogen lidt stiv – de opstillede dilemmaer fremstår ikke som presserende spørgsmål for de involverede debattører, selv om det vel normalt er årsagen til at skrive en debatbog: At man har noget på hjertet.

Helt galt går det i diskussionen af grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, som udvikler sig til en diskussion om, hvorvidt debattørerne tror eller ikke tror, at Anders Fogh Rasmussen løj om begrundelsen for krigen. Hallo?! Tillid er afgørende i politik, men man kan da ikke have en seriøs diskussion af beslutningsgrundlaget for krigen baseret på, om man tror på Fogh eller ej. Det må handle om forløb, evidens, beviser – og ikke mindst regeringens fortsatte uvilje mod at gennemføre en uvildig undersøgelse, der om noget taler for sig selv.

Bogen er derfor mest interessant i de afsnit, hvor diskussionen glider videre fra de opstillede dilemmaer til forhold, hvor kvinderne oprigtigt har en mening om eller kontant erfaring med området: abort, menneskehandel og prostitution, tvangsfjernelse af børn, samt i kapitlet om integration, som tilsyneladende fortsat er danskernes foretrukne debatemne.

Måske på grund af formen med generelle samfundsemner, er det de to politikere, Christine Antorini og Louise Gade, der fremstår stærkest i bogen. Samt filmproducer Vibeke Windeløv som en herlig forfriskende stemme. Resten af debattørernes holdninger og værdisæt har man ikke noget klart billede af efter endt læsning.

Alligevel er bogen værd at læse. Den giver et udmærket indblik i, hvordan en gruppe stærke, højtuddannede og erfaringsrige kvinder, der hver især har drevet det vidt indenfor deres eget område, opfatter væsentlige samfundsemner. Det er interessant læsning for radikale tillidsfolk, for det er ikke alt sammen vand på den radikale mølle.

Også interessant for radikale læsere vil være, at Vibeke Windeløv for flere år siden meldte sig ind i det radikale venstre, og hendes undren i den sammenhæng over, at ingen fra partiet henvendte sig til hende, før der blev diskuteret film, støtteordninger og kulturpolitik i Folketinget samt hendes resignation i forhold til det at være partimedlem. ”Det er også noget med, at så er man altså medlem af et parti, og hvad betyder det egentligt”?  Det synes jeg er en overvejelse værd, ikke mindst med tanke på vores igangværende tanker om at udvikle den radikale organisation. Har vi som parti råd til at overse den slags kapaciteter? Skal vi lade det være op til det enkelte medlem efter indmeldelse at finde rundt i partiets kringelkroge? Jeg mener det ikke.