VKO’s synderegister er efter 10 år langt. Regeringen bærer et tungt ansvar for at have forværret den økonomiske krise med skattestop for boligejerne, afdragsfrie lån og manglende økonomiske reformer i tide. Retspolitisk er Danmark kørt ud på overdrevet med minimumsstraffe, terrorlovgivning og nedsættelse af den kriminelle lavalder. Udlændingepolitikken har gravet grøfterne i det danske samfund dybere, splittet familier ad, bragt Danmark på kant med de internationale konventioner og forhindret danske virksomheder i at rekruttere nødvendig udenlandsk arbejdskraft.

Udenrigspolitikken er desværre et lidt overset tema i valgkampen, men også her er der også behov for en ny regering, der kan føre en ny udenrigspolitik. 10 år med VKO har slået dybe skår i Danmarks internationale renommé og transformeret omverdens opfattelse af Danmark fra et åbent og tolerant samfund, der påtager sig et betydeligt internationalt ansvar, til en indadvendt, smånationalistisk nation, der er sig selv nok.

Den siddende regering har rigeligt på samvittigheden. Bare tænk på håndteringen af Muhammedkrisen, hvor man nægtede at gå i dialog med de muslimske landes udsendte repræsentanter og derved forværrede krisens omfang. Konsekvensen var afbrænding af danske ambassader, og bombning af den danske ambassade i Pakistan, et fald i eksporten til de arabiske lande samt at danske diplomater og almindelige danskere oplevede, at truslerne mod deres egen personlige sikkerhed var på niveau med truslerne mod amerikanere og israelere. For slet ikke at tale om den generelle terrortrussel, der lige siden har hængt over hovedet på alle danskere.

Tænk på Irak-krigen, hvor regeringen vedtog at sende danske soldater i krig med det snævrest mulige flertal i Folketinget og uden det fornødne folkeretlige grundlag i FN’s Sikkerhedsråd. Beslutningen om den danske deltagelse i Irak-krigen baserede sig først og fremmest på det fejlagtige grundlag, at der var en tæt forbindelse mellem Irak og al-Qaida, og at det handlede at forhindre Irak i at anvende masseødelæggelsesvåben. Det påståede irakiske arsenal af masseødelæggelsesvåben viste sig som bekendt ikke at eksistere, ligesom regimets forbindelse til al-Qaida heller ikke kunne bevises. Ikke alene gik Danmark med i krigen på en løgn. Da regeringen fandt det belejligt at trække de danske styrker ud igen i 2007, skete det ligeledes på en løgn, nemlig at sikkerhedssituationen i Irak var markant forbedret.

Tænk på Danmarks enegang i EU, hvor vi har signaleret, at vi er os selv nok og ikke føler os forpligtet af fællesskabet. Den pinagtige saga hen over sommeren om genetablering af grænsekontrollen er blot et symptom herpå. Af frygt for Dansk Folkepartis reaktion, har regeringen ikke på noget tidspunkt taget initiativ til at få gjort op med de skadelige forbehold, der undergraver danske interesser. Tænk på ulandsbistanden, som regeringen løbende har beskåret, så vi ikke længere tilhører den lille gruppe af lande, der yder en rimelig bistand på 1 pct. af BNI. Ganske vist er der økonomisk krise, men det er helt forkert at lade verdens fattigste betale for regeringens løfter til egne vælgere på et tidspunkt, hvor de rigeste lande har forpligtet sig til at forstærke bekæmpelsen af fattigdom.

Der er rigeligt af udenrigspolitiske grunde til, at Danmark skal have en ny regering. Radikale Venstre har sammen med Socialdemokraterne og SF fremlagt et udspil til en ny regerings udenrigspolitik. Og jeg er meget fortrøstningsfuld overfor, at det efter valget kan lykkes at skabe et nyt flertal i Folketinget for en ny udenrigspolitik, der kan rette op på det flossede internationale ry og rygte, Danmark har fået de sidste 10 år.

Danmark skal fortsat føre en aktiv udenrigspolitik, men det skal være en klog og ansvarlig udenrigspolitik. Danmarks deltagelse i internationale militære operationer skal foregå på et folkeretligt solidt grundlag. Og så skal det være slut med, at så vigtige beslutninger som dansk deltagelse i krige træffes af snævre flertal i Folketinget. Sammen med S og SF lægger Radikale Venstre op til, at det fremover skal kræve 2/3 flertal i Folketinget at sende danske styrker af sted i internationale militære operationer. Krig og fred er for vigtigt til blokpolitik, ikke mindst af hensyn til de soldater, vi beder om at løbe den højeste risiko.

I EU-politikken skal vi igen deltage i fællesskabet fuldt og helt. Fra radikal side ser jeg gerne, at de tre forbehold afskaffes hurtigst muligt. Er det ikke muligt inden for en overskuelig fremtid at få afskaffet euro-forbeholdet, må de EU-positive partier kunne stå sammen om i første omgang at gøre op med rets- og forsvarsforbeholdene, som sætter Danmark uden for indflydelse, når det gælder løsning af alvorlige grænseoverskridende problemer.

Den danske ulandsbistand skal igen op på 1 pct. af BNI så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. Vi skal fokusere på at nedbringe fattigdomsproblemerne samtidig med, at vi styrker udviklingen af et bæredygtigt erhvervsliv og opbygningen af solide, demokratiske statsinstitutioner. Og så skal vi afsætte en særlig ramme til udviklingsbistand med vægt på sikkerhedspolitiske tiltag og klima- og miljøindsats, så vi undgår, at pengene tages fra den fattigdomsorienterede bistand.

Danmark skal arbejde på en forstærket klimaindsats, både herhjemme og internationalt. Uanset det sørgelige udkomme af det kaotisk afviklede klimatopmøde i København er der behov for, at alle kræfter lægges i at opnå en international klimaaftale. Vi bliver nødt til selv at gå foran, når det gælder reduktion i udledning af drivhusgasser, og vi skal hjælpe udviklingslandene med at opfylde deres reduktionsmål. Det kan vi bl.a. gøre gennem støtte til investeringer i klimarigtig teknologi i ulandene. Derved bidrager vi til at sikre, at ulandene kan tage et afbalanceret hensyn til både økonomisk udvikling og mere bæredygtige energiformer.

I en moderne verden kan de globale problemer ikke adskilles. Sult, fattigdom, tørke, naturkatastrofer, global opvarmning, sammenbrudte statsinstitutioner, manglende demokrati og undertrykkelse er alt sammen med til skabe grobund for flygtningestrømme, konflikter og ekstremisme. Som en aktiv medspiller på den internationale scene kan Danmark gøre en forskel. Men det kræver, at vi vil udfylde den rolle. Derfor skal vi have en ny regering med en ny udenrigspolitik.

Da folkeskolen tog sine første spæde skridt handlede det også om at skabe grundlaget for fremtiden, men dengang var verden og visionerne helt anderledes end i dag. Dengang var ‘livslang læring’, ‘innovation’ og demokrati ikke ligefrem modeord blandt politikere.

Det siges, at tanken om folkeskolen startede, da den tyske kejser Wilhelm, i 1800-tallet bad et hold eksperter udtænke en ny skolemodel, som kunne skabe grundlaget for rejsningen af et militaristisk stortyskland. Kejserens ambitiøse vision krævede mange fodsoldater, der kunne adlyde en ordre – og historikerne er i dag enige om, at den måde en folkeskoleklasse traditionelt er indrettet på – med læren stående ved kateteret og børnene siddende pænt på rækker – er hentet direkte fra den militære eksercits, som en øvelse i at lære soldater at udføre ens handlinger på samme tid villigt. At adlyde og lære udenad.

Heldigvis har samfundet ændret sig siden kejser Wilhelms tid. Det må folkeskolen også, fordi den skal afspejle de visioner og forhåbninger, vi har til samfundet. I dag er “selvstændighed”, “medborgerskab”, “faglig kunnen” og “innovation” nøgleord for det samfund, vi ønsker. Derfor kan det kun undre, at VKO på mange måder sidder fast i en forestilling om folkeskolen, som minder om den fra kejserens tid. Gennem de sidste år har VKO sat stadig øget fokus på topstyringen, udenadslære og PISA-tests. Det er sket samtidig med, at man nedprioriterer de sociale- og demokratiske kompetencer.

I Radikale Venstre mener vi, at enøjet fokus på test og udenadslære er en rigtig dårlig idé – ikke mindst fordi det fokus har vist sig at give dårlige resultater og skoletrætte børn. Vi synes desuden at målet skal være højere: Vores folkeskole skal nemlig kunne langt mere end blot at forberede børn til arbejdsmarkedet. Folkeskolen handler også om store fælles projekter som dannelse og demokrati. Den handler om at skabe individer, der kan tænke selv, undre sig, stille spørgsmål og samarbejde på tværs. Vi tror på en helt anden model.

Rundt i landet bliver der gjort rigtig gode erfaringer med at tage undervisningen ud af klasserne og lære børnene at tilegne sig viden – og lade dem opsøge den og fordybe sig, fordi det er nødvendigt for at kunne løse den fælles opgave. Pludselig bliver de bagerste drenge blandt de dygtigste og mest skoleglade, og de dygtige piger lærer at dele viden og bruge den i fællesskab og vokser ved det. Frem for at sidde på rækker og lære ting udenad, så det kan siges i den rigtige rækkefølge til en test, bliver skolen et sted hvor man lærer at tilegne sig og bruge viden i fællesskab.

Det store 1000-kroners spørgsmål er, hvordan får vi vendt den uheldige udvikling? Vi vil skabe rammerne for, at flere fynboer tager en kompetencegivende uddannelse og dermed er bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked. Desuden vil vi støtte opførelsen af regionale vækstcentre og sørge for, at der for hvert nye, regionale tiltag følger en ambitiøs plan for, hvordan de kan generere vækst. For eksempel ser vi gerne, at det nye supersygehus OUH indrettes som et nulenergihus. Det vil selvsagt være godt for klimaet. Men det vil også skabe nye løsninger, der kan anvendes på OUH og siden eksporteres til andre lande, der står overfor nøjagtigt de samme udfordringer som Danmark i klimaspørgsmålet. Det vil skabe arbejdspladser med et langsigtet perspektiv.

Regeringens vækstudspil vil lade en række boligskatter og afgifter bortfalde i 2011 og 2012. Er det en god ide? Den øjeblikkelige virkning var, at boligmarkedet frøs helt til. Der er jo ingen, der køber hus, hvis der er gang i politiske udspil. Statsministeren måtte derfor forsikre, at forslagene ville gælde med kraft fra den dag, forslaget blev offentliggjort.

Hvad så fremadrettet? Hvis forslaget virker og får flere til at købe hus nu, risikerer vi, at folk sætter sig dyrere, end de egentligt har råd til. Skatten vender jo tilbage igen i 2013. Hvis folk derimod køber inden for rammerne af, hvad de har råd til på langt sigt, er forslaget reelt en skattelettelse.

Danmark har ikke behov for flere skattelettelser til boligejerne. Vi har behov for en krisepakke, der skaber job. Derfor er der større effekt i at give tilskud til at energirenoveringer. Det skaber job med det samme for producenter og håndværkere og langvarige forbedringer for boligejerne.

Som en del af Radikale Venstres krisepakke foreslår vi derfor at give et fradrag på op til 30.000 kr. for private husholdningers investeringer i klimavenlige teknologier. Vi foreslår at videreføre skrotningsordningen for oliefyr. Vi foreslår at tilføre kapital til kommunernes energibesparende projekter i offentlige bygninger. Og endeligt at forbedre mulighederne for energirenoveringer i de almennyttige boliger.

Energiforbedringer i bygninger er tiltrængte. Bygninger er samfundets største energiforbruger og dermed udleder af CO2. Vores forslag skaber job, giver borgerne varige forbedringer for deres penge og har et klart klimasigte.

Debatindlæg bragt i Fyens Stiftidende fredag d. 26. august 2011

Dan Turèll, digter, musiker og forfatter, skrev kort før sin død en hyldest til hverdagen: ”Jeg holder af hverdagen/Mest af alt holder jeg af hverdagen/Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt der alligevel ikke er helt så kendt/Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter”

Det er en god tekst at lune sig ved, når man skal indstille sig selv og resten af sin familie på at NU starter den igen, hverdagen, med alt hvad det indebærer af madpakker, koordination af hente-bringe tjansen, børns fritidsaktiviteter, fuld kalender, vækkeure og alt det praktiske arbejde, der i øvrigt følger af at være en familie på fem, der alle skal ud af døren hver morgen.  Efter en god sommerferie kan man ellers nemt få den kætterske tanke, at det måske slet ikke er nødvendigt at gå på arbejde. Faktisk kan man hurtigt overbevise sig selv om, at man mageligt kunne klare at holde fri fx tre måneder endnu med masser af tid og overskud og mulighed for improvisationer i dagens program.

Men fordi man er et voksent og ansvarligt menneske ved man jo godt, at dét går slet, slet ikke. Ikke bare af den banale grund, at der er husleje og stakkevis af regninger, som skal betales. Men også fordi hverdagen er helt nødvendig for at kunne holde ferie. Ellers er der jo ikke noget at holde ferie fra, og så er det jo blot en anden hverdag man er placeret i. Og jeg kan faktisk også svagt erindre fra mange andre gange jeg er startet på arbejde efter en ferie, at det føles meget godt at iføre sig mere civiliseret tøj end klip-klapper og shorts og komme ind i rytmen igen.

Man kan også minde sig selv om at sommeren ikke er forbi endnu. Der er næsten en hel måned tilbage i kalenderen og august skal ikke anstrenge sig for at slå juli vejrmæssigt i år. Det ville være helt ok med en periode med bragende sol inden efteråret igen sniger sig ind over landet, og det er tid til andre ting. Det kunne f.eks. være at sætte sig i sofaen med en god bog af Onkel Danny eller andre.

I tidligere tider var danske hjem stort set selvforsynende og måtte slæbe sig gennem den trælse vinter med kål, gamle kartofler og saltet sild. I dag har vi i vores privilegerede del af verden adgang til friske fødevarer året rundt og tak for det.

Fødevareområdet er ligesom så meget andet fuldstændig globaliseret, hvilket giver store fordele, men som også skaber en stor gensidig afhængighed.

Før vores fødevarer lander i supermarkedet har frugt, grønt, mejerivarer og kød ofte rejst langt og er gået igennem mange led. Dermed stiger kravet til fødevaresikkerhed. Hvert led skal håndtere varerne korrekt, og hvis der opstår problemer fx med baterieudbrud skal myndighederne hurtig kunne finde kilden.

Tænk bare på den nylige agurkealarm og E-coli udbruddet. Inden tyskerne – i øvrigt i samarbejde med forskere i Kina – kunne fastslå , at smitten ikke kom fra agurk, men fra spirer, nåede 29 tyskere og 1 svensker at omkomme. VTEC 0104, som bakterien hedder, er virkelig ekstremt farlig og medfører blødende tyktarmsbetændelse og nyresvigt. Næsten 3000 mennesker blev smittet af spirerne fra én virksomhed.

I en kort periode var tomater, agurker og bladsalat under mistanke, hvilke fik store konsekvenser – ikke bare for de tyske producenter, men overalt i Europa. Bl.a. stoppede Rusland al import af europæisk grønt, og forbruget styrtdykkede internt i Europa. Mens dyrene i de zoologiske haver har mæsket sig i agurk og salat, anslår de danske agurkeavlere at deres tab alene beløber sig til 7,4 mio kr.

Sagen viser med al tydelighed, hvorfor kravene til fødevaresikkerhed og sporbarhed skal være store i en globaliseret verden. Af hensyn til forbrugernes sundhed, men så sandelig også af hensyn til producenterne, der ellers risikerer at blive ramt af forbrugernes frygt for bestemte varer – uanset om alarmen er falsk eller ej.

VKO har sammen med en enkelt kristendemokrat og en løsgænger besluttet, at der igen skal indføres grænsekontrol i Danmark – ved grænsen til Tyskland og grænsen til Sverige. Forslaget kommer naturligvis fra Dansk Folkeparti, for hvem grænsekontrol er selve symbolet på danskhed. Formålet er angiveligt at dæmme op for østeuropæisk kriminalitet, idet Pia Kjærsgård mener ”der er for meget plat og svindel og hærgen af østeuropæere, som ikke vil det danske samfund noget godt”.

Politiet, der har til opgave at bekæmpe kriminalitet uanset hvem, der begår den, mener ikke at øget grænsekontrol er en god ide. Og det oprindelige DF-krav om paskontrol og politi er da heller ikke blevet til noget.

Men øget kontrol ved grænserne af varer foretaget af de berømte fire tykke toldere vil medføre bøvl og forsinkelser for alle, der skal krydse grænsen. Det kommer til at koste et anseeligt millionbeløb. Det vækker forargelse i såvel Tyskland som Sverige. Og der er næppe tvivl om, at forslaget er på kant med Schengen aftalen, som vi selv har tilsluttet os, og som giver europæiske borgere fri bevægelighed inden for Europa. Derfor er der også kommet skarpe advarsler fra Kommissionen, og jeg vil tro at der arbejdes på højtryk i Justitsministeriet for at finde løsninger, der kan udfylde den politiske aftale, uden at Danmark får en sag ved EF-domstolen.

Pia Kjærsgård omtaler nemlig aftalen som ”genindførelse af permanent toldkontrol”, mens Lars Løkke taler om ”permanent skærpet kontrol”, hvilket er noget helt andet – nemlig en forøgelse af stikprøvekontrollen.

Uanset hvordan aftalen konkret bliver udformet, så er det et meget uheldigt signal at sende fra Danmark til resten af EU. Oven i købet ganske få måneder, før vi overtager EU-formandskabet. Det paradoksale er desuden, at vi burde arbejde for en større integration i EU, hvis vi vil bekæmpe international kriminalitet. Her er den største hindring det danske forbehold overfor det retlige samarbejde. Hvis Danmark var fuldgyldigt medlem af det europæiske samarbejde ville vi kunne give politiet bedre mulighed for at indhente efterretninger og koordinere indsatser med deres kollegaer på tværs af Europa. Det er ikke bare gjort med parallelaftaler. Et forpligtende samarbejde kræver tillid og at man både bidrager og deltager – men Danmark bliver i stigende grad set på som et land, der betragter EU som et ta’ selv bord, hvor vi kun vil forpligte os på de aftaler, der tjener vores snævre nationale interesser.

Mere grænsekontrol bidrager til det billede og er direkte skadelig for Danmarks interesser.

Danmark er et lille land i en globaliseret verden og vi leve af handel og interaktion med andre lande. Derfor bør vi arbejde for at åbne os mod verden frem for at slå grænsebomme ned. Vi kunne passende starte med at få ophævet de grænser for Danmarks deltagelse i de europæiske samarbejde som vores EU-forbehold skaber.

Temaet for min tale i år skal netop være grænser. Både de fysiske grænser og de politiske grænser. Grænser for vækst og ressourceforbrug. Og i visse sammenhænge grænser for galskaben.

Som I helt sikkert har bemærket har VKO har sammen med en enkelt kristendemokrat og en løsgænger besluttet, at der igen skal indføres grænsekontrol i Danmark – ved grænsen til Tyskland og grænsen til Sverige. Forslaget kommer naturligvis fra Dansk Folkeparti, for hvem grænsekontrol er selve symbolet på danskhed. Formålet er angiveligt at dæmme op for østeuropæisk kriminalitet, idet der med Pia Kjærsgårds ord er ”for meget plat og svindel og hærgen af østeuropæere, som ikke vil det danske samfund noget godt”.

Politiet, der har til opgave at bekæmpe kriminalitet uanset hvem, der begår den, mener ikke at øget grænsekontrol er en god ide. Og det oprindelige DF-krav om paskontrol og politi er da heller ikke blevet til noget. Men øget kontrol ved grænserne af varer foretaget af de berømte fire tykke toldere vil medføre bøvl og forsinkelser for alle, der skal krydse grænsen. Det kommer til at koste et anseeligt millionbeløb. Det vækker forargelse i såvel Tyskland som Sverige. Og der er næppe tvivl om at forslaget er på kant med Schengen aftalen, som vi selv har tilsluttet os og som giver europæiske borgere fri bevægelighed inden for Europa. Derfor er der også kommet skarpe advarsler fra Kommissionen, og jeg vil tro at der arbejdes på højtryk i Justitsministeriet for at finde løsninger, der kan udfylde den politiske aftale, uden at Danmark får en sag ved EF-domstolen.

Pia Kjærsgård omtaler nemlig aftalen som ”genindførelse af permanent toldkontrol”, mens Lars Løkke taler om ”permanent skærpet kontrol”, hvilket er noget helt andet –nemlig en forøgelse af stikprøvekontrollen.

Uanset hvordan aftalen konkret bliver udformet, så er det et meget uheldigt signal at sende fra Danmark til resten af EU. Oven i købet ganske få måneder, før vi overtager EU-formandskabet. Det paradoksale er desuden at vi burde arbejde for en større integration i EU, hvis vi vil bekæmpe international kriminalitet. Her er den største hindring det danske forbehold overfor det retlige samarbejde. Hvis Danmark var fuldgyldigt medlem af det europæiske samarbejde ville vi kunne give politiet bedre mulighed for at indhente efterretninger og koordinere indsatser med deres kollegaer på tværs af Europa. Det er nemlig ikke bare gjort med at vi kan lave parallelaftaler på en række områder. Som I alle ved, så kræver et forpligtende samarbejde tillid og at man bidrager og deltager – og Danmark bliver i stigende grad set på som et land, der betragter EU som et ta’ selv bord, hvor vi kun vil forpligte os på de aftaler, der tjener vores snævre nationale interesser. Derfor skal vi arbejde for at få ophævet de grænser for Danmarks deltagelse i de europæiske samarbejde som vores EU-forbehold skaber.

Samlet set er der altså mange gode grunde til at aftalen om øget grænsekontrol er en rigtigt dårlig aftale. Udfra helt rationelle, logiske betragtninger.

Så er der det politiske. Politiske aftaler kan jo som bekendt have andre formål end at løse rigtige problemer i den virkelige verden. Også selv om det ikke er en tankegang, der appellere til Radikale Venstre. Efter min opfattelse er det sådan set ikke Dansk Folkeparti, der skal skældes ud. De har jo arbejdet for dét, der er deres politik.

Det man kan forbløffes over er derimod de andre partiers ageren. Hvordan kan V& K tillade at DF får dette krav igennem? To partier, der tidligere har talt varmt for det europæiske samarbejde?

Og at man så samtidigt skal være vidne til at S & SF kommer halsende bagefter er simpelthen mageløst. ”Regeringen kunne have fået kæmpestort flertal. Vi har gentagne gange kritiseret regeringen, fordi man har skåret så meget i Told & Skat og sagt, at der er brug for øget kontrol ved grænserne” siger Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokraterne.

Jeg ved så ikke, hvad det er for en særlig socialdemokratisk logik, der gør at de mener Radikale Venstre med tilbagetrækningsreformen reformen skal holdes ansvarlige for, hvad DF laver af andre aftaler med VK. Det er jo ikke os, der stemmer ikke for genindførelsen af grænsekontrol. Vi har oven i købet tilbudt at rulle alt – inklusive nye uhyrligheder på udlændingeområdet – tilbage efter valget. Så her mener jeg virkelig, der må være grænser for galskaben.

Men mon ikke at den tilsyneladende store politiske opbakning til øget grænsekontrol handler lige så meget om de politiske grænser for, hvad V,K, S og SF er parat til at tage fat på. Der findes nemlig mere presserende grænser at beskæftige sig med.

Det gælder fx grænserne for hvilket ressourceforbrug vi i Danmark og resten af den vestlige verden kan tillade os i fremtiden. Hvordan vi når de helt nødvendige mål for CO2 reduktion, og hvordan vi genskaber en mere mangfoldig natur, så vores børn og deres børn kan leve i bedre harmoni med deres omgivelser end vi har formået.

Det gælder også fremtidens grænser for velfærd, hvis vi ikke kommer alvorligt i gang med reformer af den måde vi har indrettet os på. Her er tilbagetrækningsreformen kun et skridt på vejen. Vi kommer til at gennemtænke, hvordan vi indretter det danske samfund, så det kan møde udfordringerne i en globaliseret verden. Hvor arbejdskraft og virksomheder – både danske og den udenlandske – flytter ind og ud af landet. Hvor nogen er her i mange år og andre i færre, men hvor de danske velfærdsordninger under alle omstændigheder er betinget af at nogen betaler til dem via en skattebillet.

Hvordan vi indrettet et fremtidig bæredygtigt samfund – både når det gælder energi og ressourceforbrug, og når det gælder velfærdsordningerne er den væsentligste politiske diskussion i fremtiden. Dén grænsediskussion vil jeg personligt gerne deltage i – og hvor jeg har en klar forventning om at radikale venstre også vil tage det nødvendige ansvar. Vi er tidligere gået foran i diskussionen af fremtidens udfordringer – det skal vi gøre igen.

God grundlovsdag!

Eller mød mig i Kongens Have i Odense senere på dagen. Her vil der være taler af Moustapha Kassem, Susanne Ursula Larsen og Niels Helveg Petersen.

Du bliver, hvad du spiser. Men i fremtiden bliver det ikke lettere at gennemskue, hvad du spiser.  Det meste af vores fødevarelovgivning fastlægges i EU, hvor berigelse af fødevarer er tilladt. Det betyder at fødevarer må tilsættes fx vitaminer og mineraler og efterfølgende anprises – altså markedsføres med en tekst om, at vitaminet er godt for knoglerne eller hvad ved jeg.  Hidtil har der været enighed om, at kun sunde fødevarer må anprises, og at anprisningen skal hvile på et videnskabeligt grundlag, for de fleste slår korsets tegn for sig ved tanken om, at slik kan tilsættes vitaminer og derefter sælges som et sundt produkt.

Men hvilke fødevarer kan anprises? Tja, det skændes man stadig om i EU, hvor de såkaldte ernæringsprofiler, der sætter grænser for fødevarernes sammensætning af fedt, sukker og salt, stadig forhandles. Man kan nemlig ikke blive enige om, hvor grænsen skal gå.

Betyder det så at tilladelser til anprisninger også er sat på stop? Næ, EU har netop godkendt at babymad kan beriges med DHA (en omega-3-fedtsyre) og anprises med at ”indtagelsen af DHA bidrager til den normale udvikling af synet hos spædbørn op til 12 måneder”. Det har man, selvom der ikke er tilstrækkelig videnskabeligt belæg for effekten. Der er heller ikke nogen ved deres fulde fem, der vil påstå at babyer, der ikke får det pågældende produkt ender som svagtseende. Forvirret? Så er du ikke alene.

Jeg vil vædde på, at den effektive lobby i denne sag vil blive fulgt op af andre. Der er nemlig store økonomiske interesser i at berige fødevarer og sælge dem med fokus på de særlige egenskaber. Det er bare ikke sikkert, at det gør valget hverken nemmere eller sundere for forbrugerne. De mange lovord kan bidrage mere til forvirring end oplysning. Og man kan hurtigt komme til at betale ekstra for en berigelse, der dybest set er overflødig.

Den sundeste tilgang er derfor at spise en almindelig varieret kost. Hvis du køber råvarer har du oven i købet en chance for stadig at gennemskue, hvad du spiser.