Ny regering, ny udenrigspolitik
Den 27. november vil Venstre, Konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti kunne fejre 10 års regeringsmagt. Heldigvis tyder alt på, at de ikke når at fejre det jubilæum. Efter 10 år med VKO’s blokpolitik og kontraktpolitik er der brug for en ny regering – af mange grunde.
VKO’s synderegister er efter 10 år langt. Regeringen bærer et tungt ansvar for at have forværret den økonomiske krise med skattestop for boligejerne, afdragsfrie lån og manglende økonomiske reformer i tide. Retspolitisk er Danmark kørt ud på overdrevet med minimumsstraffe, terrorlovgivning og nedsættelse af den kriminelle lavalder. Udlændingepolitikken har gravet grøfterne i det danske samfund dybere, splittet familier ad, bragt Danmark på kant med de internationale konventioner og forhindret danske virksomheder i at rekruttere nødvendig udenlandsk arbejdskraft.
Udenrigspolitikken er desværre et lidt overset tema i valgkampen, men også her er der også behov for en ny regering, der kan føre en ny udenrigspolitik. 10 år med VKO har slået dybe skår i Danmarks internationale renommé og transformeret omverdens opfattelse af Danmark fra et åbent og tolerant samfund, der påtager sig et betydeligt internationalt ansvar, til en indadvendt, smånationalistisk nation, der er sig selv nok.
Den siddende regering har rigeligt på samvittigheden. Bare tænk på håndteringen af Muhammedkrisen, hvor man nægtede at gå i dialog med de muslimske landes udsendte repræsentanter og derved forværrede krisens omfang. Konsekvensen var afbrænding af danske ambassader, og bombning af den danske ambassade i Pakistan, et fald i eksporten til de arabiske lande samt at danske diplomater og almindelige danskere oplevede, at truslerne mod deres egen personlige sikkerhed var på niveau med truslerne mod amerikanere og israelere. For slet ikke at tale om den generelle terrortrussel, der lige siden har hængt over hovedet på alle danskere.
Tænk på Irak-krigen, hvor regeringen vedtog at sende danske soldater i krig med det snævrest mulige flertal i Folketinget og uden det fornødne folkeretlige grundlag i FN’s Sikkerhedsråd. Beslutningen om den danske deltagelse i Irak-krigen baserede sig først og fremmest på det fejlagtige grundlag, at der var en tæt forbindelse mellem Irak og al-Qaida, og at det handlede at forhindre Irak i at anvende masseødelæggelsesvåben. Det påståede irakiske arsenal af masseødelæggelsesvåben viste sig som bekendt ikke at eksistere, ligesom regimets forbindelse til al-Qaida heller ikke kunne bevises. Ikke alene gik Danmark med i krigen på en løgn. Da regeringen fandt det belejligt at trække de danske styrker ud igen i 2007, skete det ligeledes på en løgn, nemlig at sikkerhedssituationen i Irak var markant forbedret.
Tænk på Danmarks enegang i EU, hvor vi har signaleret, at vi er os selv nok og ikke føler os forpligtet af fællesskabet. Den pinagtige saga hen over sommeren om genetablering af grænsekontrollen er blot et symptom herpå. Af frygt for Dansk Folkepartis reaktion, har regeringen ikke på noget tidspunkt taget initiativ til at få gjort op med de skadelige forbehold, der undergraver danske interesser. Tænk på ulandsbistanden, som regeringen løbende har beskåret, så vi ikke længere tilhører den lille gruppe af lande, der yder en rimelig bistand på 1 pct. af BNI. Ganske vist er der økonomisk krise, men det er helt forkert at lade verdens fattigste betale for regeringens løfter til egne vælgere på et tidspunkt, hvor de rigeste lande har forpligtet sig til at forstærke bekæmpelsen af fattigdom.
Der er rigeligt af udenrigspolitiske grunde til, at Danmark skal have en ny regering. Radikale Venstre har sammen med Socialdemokraterne og SF fremlagt et udspil til en ny regerings udenrigspolitik. Og jeg er meget fortrøstningsfuld overfor, at det efter valget kan lykkes at skabe et nyt flertal i Folketinget for en ny udenrigspolitik, der kan rette op på det flossede internationale ry og rygte, Danmark har fået de sidste 10 år.
Danmark skal fortsat føre en aktiv udenrigspolitik, men det skal være en klog og ansvarlig udenrigspolitik. Danmarks deltagelse i internationale militære operationer skal foregå på et folkeretligt solidt grundlag. Og så skal det være slut med, at så vigtige beslutninger som dansk deltagelse i krige træffes af snævre flertal i Folketinget. Sammen med S og SF lægger Radikale Venstre op til, at det fremover skal kræve 2/3 flertal i Folketinget at sende danske styrker af sted i internationale militære operationer. Krig og fred er for vigtigt til blokpolitik, ikke mindst af hensyn til de soldater, vi beder om at løbe den højeste risiko.
I EU-politikken skal vi igen deltage i fællesskabet fuldt og helt. Fra radikal side ser jeg gerne, at de tre forbehold afskaffes hurtigst muligt. Er det ikke muligt inden for en overskuelig fremtid at få afskaffet euro-forbeholdet, må de EU-positive partier kunne stå sammen om i første omgang at gøre op med rets- og forsvarsforbeholdene, som sætter Danmark uden for indflydelse, når det gælder løsning af alvorlige grænseoverskridende problemer.
Den danske ulandsbistand skal igen op på 1 pct. af BNI så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. Vi skal fokusere på at nedbringe fattigdomsproblemerne samtidig med, at vi styrker udviklingen af et bæredygtigt erhvervsliv og opbygningen af solide, demokratiske statsinstitutioner. Og så skal vi afsætte en særlig ramme til udviklingsbistand med vægt på sikkerhedspolitiske tiltag og klima- og miljøindsats, så vi undgår, at pengene tages fra den fattigdomsorienterede bistand.
Danmark skal arbejde på en forstærket klimaindsats, både herhjemme og internationalt. Uanset det sørgelige udkomme af det kaotisk afviklede klimatopmøde i København er der behov for, at alle kræfter lægges i at opnå en international klimaaftale. Vi bliver nødt til selv at gå foran, når det gælder reduktion i udledning af drivhusgasser, og vi skal hjælpe udviklingslandene med at opfylde deres reduktionsmål. Det kan vi bl.a. gøre gennem støtte til investeringer i klimarigtig teknologi i ulandene. Derved bidrager vi til at sikre, at ulandene kan tage et afbalanceret hensyn til både økonomisk udvikling og mere bæredygtige energiformer.
I en moderne verden kan de globale problemer ikke adskilles. Sult, fattigdom, tørke, naturkatastrofer, global opvarmning, sammenbrudte statsinstitutioner, manglende demokrati og undertrykkelse er alt sammen med til skabe grobund for flygtningestrømme, konflikter og ekstremisme. Som en aktiv medspiller på den internationale scene kan Danmark gøre en forskel. Men det kræver, at vi vil udfylde den rolle. Derfor skal vi have en ny regering med en ny udenrigspolitik.