Ingen vetoret til DF
mandag 17. maj 2010Læserbrev i Fyens Stiftstidende
Det radikale venstre peger på Helle Thorning-Smith som ny statsminister efter et valg. Det gør vi, fordi vi vil have en ny politik. Og det kræver selvsagt en ny regering. Men S og SF skylder befolkningen og os svar på et spørgsmål: Vil de gøre sig afhængige af DF efter et valg? Spørgsmålet har i flere medier ført til himmelvendte øjne og beskyldninger om, at radikale gør sig til moralens vogtere. Men lad mig i al stilfærdighed understrege, at radikale selvfølgelig ikke har tænkt sig at lægge mandater til det hårde arbejde med at få genoprettet dansk økonomi, som bliver en bunden opgave for enhver ny regering, for derefter at se S og SF lave udlændingepolitik og velfærdspolitik alene med DF. Vi vil ikke holde hånden under en regering, som på områder der er væsentlige for os fører den stik modsatte politik.
Det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan laves almindelige politiske aftaler med DF – det gør vi gerne selv – og vi er villige til at indgå kompromisser. Men det betyder, at en regering som vi forhåbentlig skal deltage i eller være parlamentarisk grundlag for ikke skal deponere en vetoret hos DF. Vi har gennem de sidste 8½ år set hvilken pris, DF kræver for deres opbakning til regeringen. Det går ud over de svageste i vores samfund og danskere, der har begået den tilsyneladende store forbrydelse at forelske sig i en udlænding. Det skal være slut nu.