Camilla Hersom

Debatindlæg i Fyens Stiftstidende

Radikale venstre starter i disse dage en landsdækkende kampagne med fire hovedtemaer: Økonomiske reformer, bedre uddannelser, ny udlændingepolitik og fuldt EU-medlemsskab. De fire temaer er ikke tilfældigt valgte. Det er netop de fire områder, hvor radikale venstre adskiller sig fra såvel regering som opposition. Nu vil den opmærksomme måske spørge, om det er et udtryk for den kendte radikale masochisme: at vi radikale tilsyneladende er ude af stand til at indtage et populært synspunkt. Det skorter nemlig ikke på den slags insinuationer fra kommentatorer eller fra vores politiske kollegaer. Har de radikale ikke fattet, at vi ikke vil røre efterlønsordningen? Forstår de radikale stadig ikke visdommen i, at Danmark som det eneste land i Europa nægter sine egne statsborgere at bo i deres eget land med en udenlandsk ægtefælle? Kan de radikale ikke snart holde kæft med, at de vil deltage i hele samarbejdet i EU? Er de radikale fortsat så naive, at de mener ledelse og tillid til de ansatte kan erstatte en stor del af de bureaukratiske indberetninger i skolen og resten af den offentlige sektor?

Vi ved godt, hvad de andre partier står for. Vi har valgt de fire områder efter grundig drøftelse – ikke fordi vi synes det er sjovt at stå alene.  Vores kampagne viser, hvor der efter vores mening er behov for en anden politik og dermed en anden regering i Danmark. Samtidig er det vores løfte til vælgere om, hvad vi vil forfølge efter et valg. Uanset om radikale venstre er med i en regering eller ej.

Danmark står i en historisk vanskelig situation. Finanskrisen har fjernet arbejdspladser, der ikke kommer tilbage til landet igen. Vores produktivitet er blandt de laveste i Europa. De store årgange går på pension og efterløn, og der er meget færre borgere i den arbejdsdygtige alder til at trække læsset. Det er derfor afgørende, at vi gennemfører reformer, der kan sikre vækst og holdbarhed i økonomien. Vi har brug for at alle bidrager, og at alle får en kompetencegivende uddannelse. Vi får brug for at kunne tiltrække arbejdskraft udefra. Vi skal fuldt og helt med i Europa, fordi forpligtende og bindende samarbejde er den bedste måde et lille land kan påvirke en globaliseret verden.

Dét er radikal politik. Og vores kampagnetemaer kan roligt tages som et udtryk for de emner, vi prioriterer højest nu, under og efter et valg.

Læserbrev i Fyens Stifttidende
Mai Henriksen (K) slår 9. april på tromme for en ny borgerlig VKR regering med en mere sammenhængende og pragmatisk politik. Hendes tanker er angiveligt ”for nylig blevet underbygget af de radikales tilslutning til spørgsmålet om afskaffelsen af efterlønnen og diskussionen om velfærdssamfundet fremtid”.  Jeg takker for invitationen. Men lad mig minde om, at det ikke er Radikale Venstre, der er fodslæbende i spørgsmålet om reformer!

Regeringen har haft magten i 9 år, hvor hovedbeskæftigelsen har været at dele milde gaver ud til befolkningen og efterlade regningen ubetalt. Senest med de skattelettelser vi får i år og næste år, og som først bliver finansieret lang tid efter næste valg. Regeringen har ikke ville iværksætte reformer i tide, men har med sit skattestop og sin reformangst gjort den økonomiske krise i Danmark langt, langt værre og mere langsigtet end det knæk i økonomien, der følger af den internationale finanskrise.

Nu er tiden inde til et politisk skifte. V&K har forsømt deres ansvar for at fremtidssikre velfærden. Radikale Venstre peger derfor på en ny statsminister efter næste valg. I en ny regering vil Radikale Venstre være garanten for en holdbar økonomisk udvikling. Men vi vil også arbejde hårdt for at genetablere et samarbejde hen over den politiske midte efter 9 år, hvor de væsentligste beslutninger er taget af det smallest mulige flertal. Danmark har massive økonomiske og demografiske udfordringer, der kalder på brede politiske forlig. De lette løsningers tid er forbi.

Læserbrev i Fyens Stiftstidende

Det Radikale Venstre foreslår en gradvis afskaffelse af efterlønnen. Det har givet anledning til en del furore, og det er da heller ikke specielt sjovt at være dem, der fortæller, at alt ikke kan være, som det var, eller forblive som det er. Men demografien kan ingen tale sig fra. I løbet af få år vil der være langt flere ældre end nu. Hvem skal betale for deres forsørgelse?

Jeg vil ikke medvirke til, at regningen efterlades hos børnene, der allerede i dag klemmes sammen i klasselokaler med uuddannede lærere. Eller at regningen efterlades hos de syge, som allerede i dag fragtes rundt, fordi der ikke er sygeplejersker nok på de medicinske afdelinger. Eller hos de plejekrævende ældre, fordi der ikke er hjælpere nok til at tage sig af dem.

Skal de syge, børnene og de plejekrævende ældre holde for, så sunde og raske mennesker kan trække sig fra arbejdsmarkedet i en tidlig alder? Er det rimeligt at de store årgange kan modtage et klækkeligt statstilskud for at holde op med at arbejde?

For det Radikale Venstre er svaret klart nej. Vi vil have orden i dansk økonomi – og her arbejdsmarkedet nøglen. Vi vil ikke låne os ud af problemerne og aflevere regningen for nutidens velfærd til fremtidens generationer. Regeringen svigter sit ansvar for rettidige reformer og vil nu spare sig ud af problemerne. Men i Radikale Venstre vil vi ikke afvikle. Vi vil udvikle den offentlige service.

Læserbrev i Fyens Stiftstidende

Mange kommentatorer har i denne tid travlt med at finde uenigheder mellem Socialdemokraterne og SF på den ene side og Radikale Venstre på den anden side. Senest, når det gælder skat. Vi kan imidlertid hurtigt finde noget vi enige om.

Danmark er et af de lande i verden, hvor uligheden i disponibel indkomst er mindst. Til gengæld er uligheden i sundhed alarmerende stor. Der er 11 års forskel i levetid for befolkningen nord for København sammenlignet med befolkningen på Lolland. Og i de 11 levende år er nordsjællænderen som hovedregel rask, mens borgeren fra Lolland er syg.

Samtidig har vi en regering, der har støttet privathospitalerne massivt på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen – og som har ladet private sundhedsforsikringer for de mest privilegerede finansiere af befolkningen som helhed.

Vi er derfor helt enige med S og SF i at der skal sættes ind for at skabe større lighed i danskernes sundhed.

Det ligger lige for at afskaffe fradragsmuligheden for sundhedsforsikringer. Hvis man vil have en forsikring for behandling på et privathospital må man betale den selv.

Derudover er det efter alle tre partiers opfattelse nødvendigt at motivere os alle til at træffe det sunde valg frem for det usunde valg. I alles skatteudspil er der derfor forslag om en række afgifter på røg og usunde fødevarer.

Vi er også overbeviste om, at vi kan finde fælles fodslag med de to partier, når det handler om en forebyggende indsats, så udviklingen vendes. Som det er i dag spiller vores livsstil en meget væsentlig rolle for uligheden. For meget og for fed mad, alkohol, røg og for lidt motion danner tilsammen en cocktail, som bogstaveligt talt er dødelig for store dele af befolkningen.  Det vil vi sammen gøre noget ved.

Læserbrevet er skrevet sammen med Zeb Meier Watz

Debatindlæg i Fyens Stiftstidende

De fynske unge er for usunde. Rundt regnet hver fjerde (!) fynske dreng og hver femte (!) fynske pige er overvægtig ifølge ungeundersøgelsen 2008. Samtidig overvurderer de unge deres egen sundhed.

Det er sådan set forståeligt nok, for når befolkningen som helhed bliver federe, så rykker det vores opfattelse af, hvad der er normalt. Prøv at finde et 25 år gammelt billede frem og bemærk, hvor tynde alle ser ud sammenlignet med et foto fra i går. Eller vær opmærksom næste gang TV viser nostalgiske klip fra 60’erne og 70’erne. 

Til gengæld er det uforståeligt, at der ikke gøres mere fra politisk side for at dæmme op for den udvikling i fedme og overvægt, der notorisk medfører en lang række livsstilssygdomme som diabetes, hjerte-karsygdomme og kræft og som har konsekvenser i form af lavt selvværd, uarbejdsdygtighed osv. Når tæt på en fjerdedel af de unge er overvægtige, er der ikke tale om et problem for den enkelte, men derimod et strukturelt problem, der kalder på strukturelle løsninger.

Der skal en omfattende indsats til, hvis vi som nation ikke skal ende med at æde os ihjel. Det sunde valg må gøres billigere og mere tilgængeligt end det usunde gennem brug af afgiftssystemet. Hver enkelt arbejdsplads, skole og uddannelsessted må tilbyde ernæringsrigtig kost til frokosten. Der må lægges motion og bevægelse ind i dagligdagen for os alle. Infrastrukturen må understøtte bevægelse og motivere til at tage cyklen fremfor bilen, sådan som Odense Kommune rigtigt satser på i forbindelse med cykelbysprojektet.

En del af de nødvendig tiltag må tages fra regeringens hold – andre kan iværksættes lokalt af kommunen eller den enkelte institution. Men fælles er, at samfundet må tage ansvaret på sig. Når vores børns sundhed halter allerede før de fylder 20, så er det samfundet som helhed, der har et problem.

Det nytter ikke at fremture med, at det må være op til den enkeltes eget frie valg. Det er langtfra alle, der har ressourcerne til at lægge deres liv om. Og sundheden er ulige fordelt. Jo højere uddannelse og indtægt – jo sundere levevis. Lige nu er konsekvensen, at de priviligerede lever 7 år længere end dem på samfundets bund.

Overvægt må angribes strukturelt fuldstændig ligesom samfundet tidligere har været i stand til at bekæmpe andre folkesygdomme. Lad os udvikle rammer for et aktivt og sundere ungeliv – så vi også får aktive og sunde voksne.

Debatindlæg i Fyens Stiftstidende

Diskussionen om en ny sygehusstruktur bølger frem og tilbage. Skal der være mere end et akutsygehus på Fyn? Er prisen for et supersygehus i Odense, at Svendborg sygehus må lade livet? Det er indlysende, at svaret til en vis grad vil være påvirket af hvor man bor på Fyn, for de fleste af os ønsker at have et sygehus tæt på  – samtidigt med at de fleste af os også ønsker den bedste og mest specialiserede behandling, når vi eller vores nærmeste bliver alvorligt syge.

Uanset hvad man mener om Svendborg sygehus’ overlevelseschancer, så har beslutningsprocessen været under al kritik. Først beder regeringen de helt nye regioner om at lave en samlet plan for sygehusene i deres område – en plan som mange steder i landet har medført svære diskussioner om prioriteringer. Derefter nedsætter regeringen en fem mand stor ekspertgruppe, som med et pennestrøg fejer de lokale planer af bordet. Det er ekspertgruppen, der suverænt fordeler de mange millioner på regioner og på enkelte sygehuse og dermed ekspertgruppen, der afgør liv eller død for de eksisterende sygehuse i Danmark. Dette sker uden nogen form for dialog med regionerne. Hvorfor blev regionspolitikerne så overhovedet bedt om at bruge tid og kræfter på at lave sygehusplaner i deres område? Og hvor mange regionspolitikere tror regeringen er villige til at fortsætte deres arbejde under de vilkår?

Forløbet omkring den fremtidige sygehusstruktur er et tydeligt eksempel på regeringens ringeagt for de politikere, som befolkningen har valgt som deres repræsentanter i regionerne. Det rejser spørgsmål om regeringens langsigtede hensigter med regionerne. Det er foragt for folkestyret. Det er simpelthen dårligt politisk lederskab.