Camilla Hersom

Debatindlæg skrevet sammen med Sofie Carsten Nielsen og Karen Lumholt. Bragt i Politiken

10 års blokpolitik har været ødelæggende for Danmark. Et snævert flertal har majoriseret det næsten lige så store mindretal. Det skaber uholdbare løsninger for et land, der har stærke politiske og kulturelle traditioner for inddragelse og medbestemmelse.

Af frygt for at tabe magten har VKO undladt rettidige reformer. I stedet har man drysset goder ud over grupper i befolkningen, der har fået øget velfærd og skattelettelser samtidigt. Resultatet ser vi nu: Hullet i statskassen er dramatisk, produktiviteten er blandt de laveste i OECD, arbejdspladserne forsvinder og velfærdsstaten er ved at sande til i bureaukrati og et system, hvor alle betaler til alle.

S-SF kan udmærket se alvoren, men er til gengæld så bange for ikke at få magten, at de ikke vil fremføre de nødvendige forslag. I stedet minder strategien om ren velfærdsbestikkelse.

Det er tydeligt, at vanskelige politiske beslutninger kræver et bredt flertal. Vi tror på, at ansvarlige partier sammen kan skabe bedre løsninger end dem vi får, når frygten for vælgerne er præmissen. Derfor vil vi gerne være på tværs.  Vi vil have et politisk skifte, så der brydes op i blokpolitikken, og der igen kan skabes politiske løsninger hen over midten. Fordi det er nødvendigt.

Det haster. Velfærdssamfundet står over for massive udfordringer.

Vi kommer ikke udenom grundlæggende reformer på arbejdsmarkedet. Balancen mellem dem, der er i arbejde og dem, der ikke er, tipper voldsomt de næste år. Udfordringen er så stor, at det hverken er nok at arbejde 12 minutter mere eller afskaffe efterlønnen. Vi må gøre begge dele – og den beslutning kræver et samarbejdende folkestyre.

Vi må turde lave et opgør med tilskudssamfundet, hvor alle skal have et stykke af kagen. Hvorfor skal familier som vores egne modtage børnechecks, mens skolerne forfalder? Hvorfor er der fradragsret for private sundhedsforsikringer, som dermed finansieres af alle dem, der ikke har en forsikring? Hvorfor skal fællesskabet betale for at raske og privilegerede mennesker går på efterløn? Hvorfor er det en social diagnose at blive pensionist, der udløser allehånde tilskud, rabatter og muligheder for indefrysning af skat, uanset hvor velhavende man er? Der er næppe mange politikere, der inderst inde vægter velfærds-bestikkelse højere end uddannelse og sundhed, men det er blevet konsekvensen!  At prioritere i velfærdsydelserne forudsætter et samarbejde hen over midten – ellers er der ikke nok politikere, der tør handle.  

Vi mener det er på tide at bede befolkningen tage mere ansvar selv. Velfærdssamfundet kan kun overleve, hvis alle, der kan, bidrager. Vi tror på at man vokser som menneske, når der er behov for en. At det skaber øget livskvalitet at deltage frem for at se på.  At ændre danskernes mentale indstilling til hvilken hjælp, vi kan forvente at modtage fra staten, bliver en nødvendighed for alle ansvarlige politiske partier – og de konkrete løsninger kan kun gennemføres i et samarbejde hen over midten.

Om lidt skal danskerne til valg. Vi appellerer til den nye generation af politikere – måske særligt til jer kandidater fra Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti: Lad os være på tværs! Lad os igen kunne samarbejde, så vi kan træffe de nødvendige beslutninger, også når de er mere nødvendige end populære. Danmark har hårdt brug for vores handlekraft.

Debatindlæg skrevet sammen med Sofie Carsten Nielsen og Karen Lumholdt. Bragt i Berlingske Tidende . 

Kære Lars Barfoed. Vi har et tilbud, vi håber, du vil overveje. Vi ved godt, det bliver svært. Efter 10 år sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, er det ikke nemt at løsrive sig. Men måske en øget politisk indflydelse kan friste?

Vi synes, du og dit parti skal forsøge jer med noget andet end Venstre og Dansk Folkeparti efter næste valg.

Vi tager chancen og spørger dig nu, fordi du lige er blevet formand for et parti, der skal ændre kurs og finde tilbage til sine grundværdier. Det har du selv sagt, da du kom til. Du lagde vægt på, at enhver skal gøre sit bedste. Man er ikke forpligtet ud over sine evner. Men har man evnen, har man også pligten. Det vil vi gerne skrive under på. Gud og konge synes vi ikke skal fylde så meget i fædrelandet, men personlig frihed i stærke fællesskaber, som du har udtalt er kernen i konservatismen, har vi det rigtig godt med.

Og vi spørger dig nu, fordi du i din tid som justitsminister har overrasket os positivt ved at gå imod Dansk Folkepartis strammerlinje. Du taler om forebyggelse frem for strengere straffe, fordi du rent faktisk lytter til dem, der ved noget om, hvad der virker. Det har vi stor respekt for.

Endelig spørger vi nu, fordi du, kort inden du blev formand for det Konservative Folkeparti, luftede muligheden for at stå uden for en eventuel borgerlig regering efter et valg. Det tyder på en omfattende erkendelse af, at VKO-projektet ikke holder. Og i al fald ikke længere gavner konservativ politik.

Så drop V og O og kom med os efter et valg. Hjælp os med at holde en regering ledet af Socialdemokratiet og Helle Thorning Schmidt fast på, at den skal være økonomisk ansvarlig. At ansvarlighed kræver omfattende reformer såvel som investeringer i vækst.

Vi erkender åbent, at vi har brug for den hjælp, du og dit parti kan give. Vi har brug for flere, der sammen med os kan kalde til fornuft om behovet for at holde skatten på arbejde i ro. Flere til at holde fast i behovet for reformer af f.eks. efterløn og dagpenge. Flere der som jer ved, at der skal ydes, før der kan nydes.

Vi er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at pege på Helle Thorning Schmidt. Vi har brug for en regering, der kan starte på en frisk. Vi kan ikke udholde tanken om flere år med et Danmark, der både værdipolitisk og økonomisk styres af Dansk Folkepartis taktstok og Venstres kynisme over for de svageste.

Et historisk opsving er klattet væk, fordi DF for at agere støtteparti årligt skulle have en klækkelig bonus i form af ufinansierede finanslovsgaver til deres udvalgte vælgere. Det må gøre ondt i den konservative værdikerne, hvor enhver skal svare sit.

Det må også gøre ondt på ansvarlige konservative, at alt for få kvalificerede udlændinge ønsker at sætte deres ben i Danmark, så længe DF er ved magten og indskrænker mulighederne for helt almindelige mennesker. Det får aldrig ende. Vi har brug for dygtige udlændinge for at skabe et holdbart velfærdssamfund. Den erkendelse findes også hos jer konservative.

Der er brug for et bredere samarbejde i dansk politik. Der er brug for at tænke på tværs, så vi får de bedste og mest holdbare løsninger for fremtiden.

Så kære Lars Barfoed. Drop VO og kom med os. Det er måske nok et frækt tilbud, men vi mener det alvorligt.

Debatindlæg i Fyens Stiftstidende

Radikale venstre starter i disse dage en landsdækkende kampagne med fire hovedtemaer: Økonomiske reformer, bedre uddannelser, ny udlændingepolitik og fuldt EU-medlemsskab. De fire temaer er ikke tilfældigt valgte. Det er netop de fire områder, hvor radikale venstre adskiller sig fra såvel regering som opposition. Nu vil den opmærksomme måske spørge, om det er et udtryk for den kendte radikale masochisme: at vi radikale tilsyneladende er ude af stand til at indtage et populært synspunkt. Det skorter nemlig ikke på den slags insinuationer fra kommentatorer eller fra vores politiske kollegaer. Har de radikale ikke fattet, at vi ikke vil røre efterlønsordningen? Forstår de radikale stadig ikke visdommen i, at Danmark som det eneste land i Europa nægter sine egne statsborgere at bo i deres eget land med en udenlandsk ægtefælle? Kan de radikale ikke snart holde kæft med, at de vil deltage i hele samarbejdet i EU? Er de radikale fortsat så naive, at de mener ledelse og tillid til de ansatte kan erstatte en stor del af de bureaukratiske indberetninger i skolen og resten af den offentlige sektor?

Vi ved godt, hvad de andre partier står for. Vi har valgt de fire områder efter grundig drøftelse – ikke fordi vi synes det er sjovt at stå alene.  Vores kampagne viser, hvor der efter vores mening er behov for en anden politik og dermed en anden regering i Danmark. Samtidig er det vores løfte til vælgere om, hvad vi vil forfølge efter et valg. Uanset om radikale venstre er med i en regering eller ej.

Danmark står i en historisk vanskelig situation. Finanskrisen har fjernet arbejdspladser, der ikke kommer tilbage til landet igen. Vores produktivitet er blandt de laveste i Europa. De store årgange går på pension og efterløn, og der er meget færre borgere i den arbejdsdygtige alder til at trække læsset. Det er derfor afgørende, at vi gennemfører reformer, der kan sikre vækst og holdbarhed i økonomien. Vi har brug for at alle bidrager, og at alle får en kompetencegivende uddannelse. Vi får brug for at kunne tiltrække arbejdskraft udefra. Vi skal fuldt og helt med i Europa, fordi forpligtende og bindende samarbejde er den bedste måde et lille land kan påvirke en globaliseret verden.

Dét er radikal politik. Og vores kampagnetemaer kan roligt tages som et udtryk for de emner, vi prioriterer højest nu, under og efter et valg.

Læserbrev i Fyens Stifttidende
Mai Henriksen (K) slår 9. april på tromme for en ny borgerlig VKR regering med en mere sammenhængende og pragmatisk politik. Hendes tanker er angiveligt ”for nylig blevet underbygget af de radikales tilslutning til spørgsmålet om afskaffelsen af efterlønnen og diskussionen om velfærdssamfundet fremtid”.  Jeg takker for invitationen. Men lad mig minde om, at det ikke er Radikale Venstre, der er fodslæbende i spørgsmålet om reformer!

Regeringen har haft magten i 9 år, hvor hovedbeskæftigelsen har været at dele milde gaver ud til befolkningen og efterlade regningen ubetalt. Senest med de skattelettelser vi får i år og næste år, og som først bliver finansieret lang tid efter næste valg. Regeringen har ikke ville iværksætte reformer i tide, men har med sit skattestop og sin reformangst gjort den økonomiske krise i Danmark langt, langt værre og mere langsigtet end det knæk i økonomien, der følger af den internationale finanskrise.

Nu er tiden inde til et politisk skifte. V&K har forsømt deres ansvar for at fremtidssikre velfærden. Radikale Venstre peger derfor på en ny statsminister efter næste valg. I en ny regering vil Radikale Venstre være garanten for en holdbar økonomisk udvikling. Men vi vil også arbejde hårdt for at genetablere et samarbejde hen over den politiske midte efter 9 år, hvor de væsentligste beslutninger er taget af det smallest mulige flertal. Danmark har massive økonomiske og demografiske udfordringer, der kalder på brede politiske forlig. De lette løsningers tid er forbi.

Læserbrev i Fyens Stiftstidende

Det Radikale Venstre foreslår en gradvis afskaffelse af efterlønnen. Det har givet anledning til en del furore, og det er da heller ikke specielt sjovt at være dem, der fortæller, at alt ikke kan være, som det var, eller forblive som det er. Men demografien kan ingen tale sig fra. I løbet af få år vil der være langt flere ældre end nu. Hvem skal betale for deres forsørgelse?

Jeg vil ikke medvirke til, at regningen efterlades hos børnene, der allerede i dag klemmes sammen i klasselokaler med uuddannede lærere. Eller at regningen efterlades hos de syge, som allerede i dag fragtes rundt, fordi der ikke er sygeplejersker nok på de medicinske afdelinger. Eller hos de plejekrævende ældre, fordi der ikke er hjælpere nok til at tage sig af dem.

Skal de syge, børnene og de plejekrævende ældre holde for, så sunde og raske mennesker kan trække sig fra arbejdsmarkedet i en tidlig alder? Er det rimeligt at de store årgange kan modtage et klækkeligt statstilskud for at holde op med at arbejde?

For det Radikale Venstre er svaret klart nej. Vi vil have orden i dansk økonomi – og her arbejdsmarkedet nøglen. Vi vil ikke låne os ud af problemerne og aflevere regningen for nutidens velfærd til fremtidens generationer. Regeringen svigter sit ansvar for rettidige reformer og vil nu spare sig ud af problemerne. Men i Radikale Venstre vil vi ikke afvikle. Vi vil udvikle den offentlige service.

Kronik i Politiken

Som radikale er vi vant til at blive påhæftet en række ironiske og ind imellem sarkastiske betegnelser. Vi står ved buffeten og dør af sult, fordi vi ikke kan bestemme os.  Hvis vi skulle bygge en kirke, ville det være en ”m[å]ske”. Vi sidder på en isflage. Eller hørt for nylig: De radikale lever syd for Sahara. Og således næppe på en isflage. Dem lever vi fint med. Nogle af dem har jo en grad af sandhed i sig. Men den der virkelig rammer plet, er den vi oftest hører, når særligt politikere eller politisk engagerede fra konkurrerende partier skal sætte trumf på: ”De Radikale lever i fremtiden”. Tag den!

Vi er godt klar over, at vores politiske modstandere ønsker at udstille os som virkelighedsfjerne. Men de har mere ret end de ved. Hvis fremtiden betyder om 10, 20, 30 ja 40 år, så håber vi da, at VI lever. Og om 50, 60 og 70 år håber vi, at vores børn og børnebørn lever. Og hvis vi skal tage det helt igennem alvorligt, så ville vi ønske, at der var flere i dansk politik, der ville begynde at leve lidt mere i fremtiden. Og ikke mindst tage ansvar for, hvordan den kommer til at se ud, og hvilket samfund vi ønsker for os selv og vores børn. Ikke bare i morgen, men også om 50 år. Ikke bare for mig selv, men også for andre end mig selv.

Sommerferien sluttede med to tankevækkende begivenheder i dansk politik, som vi synes understreger behovet for handling i fremtiden. Arbejdsmarkedskommissionen kom efter to års arbejde med sin endelige rapport, og et af de bærende regeringspartier foreslog et forbud mod at bære burka.

De politiske reaktioner viser med al tydelighed, at det nuværende flertals politik er fortidens politik. Mens krisen buldrer derudaf, og bunden går ud af økonomien, nægter regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti overhovedet at diskutere de forslag, der skal ruste Danmark til fremtiden. Fordi vi i øjeblikket oplever stigende arbejdsløshed, kan vi ikke diskutere reformer for fremtiden. Hvabehar?

I stedet synes regeringen, det er væsentligt at diskutere symbolpolitik i form af et påklædningsforbud for en ganske lille gruppe mennesker. Et hurtigt arbejdende udvalg må nedsættes! Man må jo tro, at regeringen opfatter det som et af de mest presserende problemer overhovedet. Vi vil ikke her spilde tid på at argumentere for det tåbelige, lovstridige og kontraproduktive i burkaforslaget, men blot fremhæve det som et godt eksempel på den dobbelte dårligdom, der har kendetegnet meget af regeringens politik – den er symbolsk, og den har ingen effekt. Imens bagatelliseres de massive udfordringer, vi står overfor.

Det må være et rimeligt politisk krav at have øje for fremtiden og tage ansvar for hinanden. Nationalt, europæisk og globalt. I fremtiden er vi nødt til at skabe sammenhæng mellem den lille politik og den store politik. Mellem den nationale politik og den internationale politik. De kan ikke adskilles. Politikere skal tage ansvar for at træffe de nødvendige beslutninger, også når de er svære, hårde og kommer til at koste nogen noget her og nu. Men som borgere må vi også hver især tage ansvar i vores eget liv, og i de sammenhænge vi kommer i. Vi kan ikke bare kræve ind og forvente, at nogle andre tager hånd om problemerne. Din egen adfærd påvirker fællesskabet. Og din stemme påvirker den politik, der føres. Hvis du stemmer for status quo, så får du status quo.

Vi ved da godt, hvor det er lettest at hoppe over gærdet. Vi kender da udmærket udfordringerne fra vores eget liv i to småbørnsfamilier. Hvorfor er det lige os, der skal stå og sortere affaldet, slukke lyset og spare på ressourcerne, når ingen andre gør det? Hvorfor er det lige os, der skal lede forgæves efter den håndværker der – hvidt og på regning – skal fuge vores badeværelsesgulve – når alle andre kan få det sort?   Hvorfor skal vi støtte flere grønne afgifter og ejendomsværdibeskatning, når det rammer vores egen pengepung? Det skal vi, fordi vi kan, fordi det er nødvendigt, og fordi det fører til et bedre og mere retfærdigt samfund for alle. Vi er ressourcestærke. Og der er mange lige som os.

Vi er klar til at tage ansvar for fremtiden. Ansvar for et samfund med lige muligheder for alle. Det kræver nogle konkrete afkald – for samfundet hænger ikke sammen, hvis det fortsat skal være sådan, at den fede middelklasse betaler til den fede middelklasse – senest med renoveringspuljen, der ikke har haft anden effekt end at skattefinansiere boligforbedringer, som folk alligevel ville have investeret i. Vi starter gerne med os selv. Vi har ikke brug for børnepenge. Bevares, de er rigtig rare at få, men vi er sikre på, at det ikke er os, der har mest brug for dem.

Efterlønnen er heller ikke for os. Vores generation kommer til at arbejde, til vi er langt oppe i 70’erne, og det er også ok. Men hvis vi skal holde det nuværende velfærdsniveau, så skal der ske noget mere drastisk end en afskaffelse af børnepengene og efterlønnen, når vi fylder 60 i 2030’erne. Der skal handles nu.  Helt konkret skal der hentes 14 mia. kr. mere om året til offentlige udgifter, hvert år fra nu af ifølge regeringens egne beregninger.

Arbejdsmarkedskommissionen har offentliggjort en række forslag til, hvordan det kan lade sig gøre. Flere af dem kan implementeres her og nu. Og til forskel fra regeringen, så tror vi på, at når man har sat landets største kapaciteter til at analysere vores behov i fremtiden, så fremlægger de noget, man bør lytte til. De er jo netop blevet bedt om at tage ansvar for fremtiden.

Den nuværende regering har sagt nej til alle forslagene for fremtiden. I stedet har den soldet et historisk økonomisk opsving op. Den har været med til at forstærke finanskrisen ved at kaste benzin på et buldrende bål af et ejendomsmarked og give ufinansierede skattelettelser. Og den gældsætter nu landet i en takt, der bør få enhver til at gyse.

Regeringen negligerer på 8. år de største samfundsmæssige udfordringer, Danmark står overfor. Det kan ikke længere være nogen nyhed, at antallet af danskere på pension er hastigt stigende – 50 % flere ældre i 2040 end i dag ifølge Økonomi- og Erhvervsministeriets beregninger. Hvordan skal de mennesker forsørges? Hvem skal pleje dem, når de bliver syge? Hvor skal arbejdskraften på landets virksomheder, i skoler, på hospitaler komme fra? Regeringens eneste svar er tavshed.

I det hele taget har regeringen ført en arrogant ”vi alene vide” politik. Alle der ikke er med os er imod os. Eksperter eller for den sags skyld kommissioner kan ikke bruges til noget. Og alle med udenlandsk baggrund skæres over en kam i en retorik om dem og os.

Samtidig påstås det, at der findes særlige danske værdier, som alle danskere er fælles om, og som ”de fremmede” må tilegne sig, før de er velkomne i vores land.

Undskyld os. Men hvornår har der nogensinde været fuldstændig konsensus om det præcise indhold i ord som demokrati, ligestilling, ytringsfrihed, tolerance og frisind? Er diskussionen og forskellige anskuelser ikke netop dét, der kendetegner det levende demokrati? Vi er ikke så sikre på at være enige med regeringen om indholdet i de fremhævede værdier.

At påstå, at der skulle være en særlig dansk opfattelse som var intakt før landet blev invaderet af fremmede horder er udtryk for en omskrivning af historien. En fortidsromantisering, som ikke blot er en forfalskning, men som effektivt bremser for, at Danmark kan spille sin rolle i en globaliseret verden. Det er en indadvendt og navlebeskuende verdensopfattelse – bliv som os, vi er de bedste eller skrid ad helvede til. Det udgangspunkt er sjældent godt for et samarbejde.

Vi vil gerne dele ansvaret for verdens fremtid med andre – men det kræver, at Danmark selv tager sit.

Danmark har brug for en ny ledelse. En regering, der vil sætte de nødvendige reformer på dagsordenen, og som vil vise Danmark som det åbne, samarbejdende, tolerante land, vi savner. Derfor må magten fravristes det nuværende flertal. Men radikale lægger ikke mandater til hvad som helst.

Vi insisterer på at gøre det nødvendige. Vi er parate til at tage fat på de mange gennemtænkte forslag, som Arbejdsmarkedskommissionen anbefaler. Vi vil være med til at øge den samlede tid, borgerne er aktive på arbejdsmarkedet, og vi kommer ikke uden om både at se på strukturer, incitamenter og være åbne overfor udenlandsk arbejdskraft. Vi mener, det nærmer sig forræderi, hvis ansvarlige politikere ikke kan tage fat på reformer, der skal skabe os en bedre fremtid, endsige sikre os en fremtid overhovedet.

Der er ikke noget alternativ. Indkomstskatten kan ikke sættes længere op. Til gengæld mener vi nok, der er plads til at beskatte ressourceforbrug og bolig mere end i dag. Det nuværende fald i huspriserne ændrer jo ikke ved, at boligejerne i årevis har kunnet skovle skattefri gevinster ind i et omfang, der øst for Storebælt betød, at det var en bedre forretning end at gå på arbejde.

Vi vil arbejde for et inkluderende samfund, der giver alle sine borgere mulighed for at få det bedste ud af deres evner og ressourcer. Uddannelse og selvforsørgelse er nøglen til at indgå som et aktivt medlem af samfundet. Vi nægter at parkere store dele af befolkningen på passiv forsørgelse, så førtidspensionen må reformeres, og dagpengesystemet må indrettes, så mennesker støttes og motiveres til at blive herrer i deres eget liv.  De, der har hjælp behov, skal have det – men ingen bliver lykkelig af at stå på samfundets sidelinie. Vi vil bruge ressourcerne, dér hvor det er nødvendigt. Danmark har f.eks. vesteuropæisk rekord, når det gælder ulighed i sundhed. Og når hvert femte barn er overvægtigt ved skolestart, og ca. en tredjedel af de unge på ungdomsuddannelser har så dårligt helbred, at de kan få problemer med gennemførelse af forløbet, så er der tale om et samfundsproblem, som vi skal bruge fællesskabets ressourcer på. Det kan ikke reduceres til et principielt spørgsmål om den enkeltes egen frie vilje.

Det, der er politikernes opgave er at skabe nogle rammer, der giver alle rimelige muligheder. Politikere skal fremme en ansvarlig adfærd i forhold til klimaet, folkesundheden osv. Så hvis du f.eks. vil køre rigtig meget i bil, så kan du det, men det koster i afgifter. Derudover må du selv forvalte dit liv.

Vi ønsker, at Danmark skal være et åbent, tolerant samfund, der engagerer sig i sin omverden. Vi vil ikke længere være et fodslæbende medlem af EU. Vi vil udvikle europæisk politik frem for blot at implementere kompromisser. Europas problemer er vores problemer, og vi er nødt til at være med til at tage ansvar for de opgaver, Europa samlet står overfor i form af bl.a. pres fra immigranter udefra. Hele den rige del af verden udfordres af, at der med globalisering følger gennemsigtighed. Fuldstændig som vi ikke kan påstå, at vi ikke kender til forholdene i andre dele af verden, så er vores privilegier bogstaveligt talt også udstillet for alverden. Der er derfor intet alternativ til at forsøge at styre immigrationen. Radikale bliver ofte beskyldt for at ville åbne grænserne for hvem som helst. Det er ikke vores politik.

Men det er fuldstændig afgørende, at Danmark kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft, også når det gælder indvandrere med korte videregående uddannelser og erhvervsuddannelser. Vi har akut brug for flere hoveder og flere hænder! Vi taler skræmt om masseindvandringen fra Østeuropa, men realiteten er, at grænserne længe har været åbne i EU, og vi har stadig brug for mange flere. Derfor skal der tænkes større.

Vi tror på fremtiden, og på at der kan skabes løsninger for selv de mest presserende af vores problemer. Hvorfor er der ikke sat massivt ind på at investere i forskning og udvikling inden for green-tech i Danmark? Vi burde have alle muligheder for at kunne udvikle løsninger på klimaudfordringen. Vi tror faktisk, at det er muligt at køre bil og opvarme sit hus om 25 år. Men det er sandsynligvis en helt anden bil og et helt andet varmeanlæg, end det vi kender i dag.

Der er en grad af sandhed i ironien om vores parti. Vi bekymrer os faktisk alvorligt om både de smeltende isflager og Saharas ørken, der breder sig, mens du læser dette. Det sker lige nu, men vi kan handle i fremtiden. Det kræver, at vi gør den nuværende politik til fortid. Tag ansvar for dit liv. Vælg fremtiden. Og kræv nogle politikere, der vil det samme.

Kronikken er skrevet sammen med Sofie Carsten Nielsen